Den tyske baryton Michael Nagy har både en succesfuld karriere som operasanger og er samtidig en efterspurgt liedsanger. Her gæster han Tivoli med Schuberts mesterlige sangcyklus om den ulykkeligt forelskede unge mand, der drager ud på en rejse mod et ukendt mål.
Melankoli, smerte, uopfyldt kærlighed, kulde, mørke og sorg. Det er temaerne i de 24 sange, som Schubert satte i musik året inden sin død i 1827 som kun 31-årig. Winterreise har siden da fået status som den mest krævende sangcyklus, en sanger kan give sig i kast med.
Med sig ved koncerten i Glassalen har Michael Nagy en ægte lied-specialist, pianisten Gerold Huber, som kender hver en krog af Schuberts eminente sangcyklus, og som regelmæssigt samarbejder med adskillige af verdens førende liedsangere.
Vinterrejsens mål er ukendt. Hovedpersonen konfronteres med pinefulde tanker fra fortiden, han søger trøst i ensomhed og glemsel. Stien fører gennem en skov, hvor krager følger ham som skygger, og det blege måneskin ser ud til at være hans eneste ledsager. Den ensomme vandrer finder et øjebliks fred i hytten hos en fattig kulbrænder og drømmer om det sidste forår og den tid han tilbragte med sin elskede.
Han beslutter at søge tilflugt og trøst i en nærliggende landsby – men ingen ser ud til at vente på ham eller byde ham velkommen. Træt og udmattet ender han på den nærliggende kirkegård, som ser ud til at være et velkomment hvilested, men heller ikke her er han velkommen.
Til sidst møder han en gammel, fattig, ensom mand, som står med bare fødder i den kolde sne og spiller på sin drejelire. Ingen værdiger den gamle mand et blik – og ingen lægger en mønt i hans lille tallerken. Vandringsmanden føler sig på en underlig måde forbundet med den gamle mand – og den sidste sang slutter med spørgsmålet; ”Skal vi følges ad? Vil du dreje din lire til mine sange?”
Schubert lader spørgsmålet hænge i luften efter fem kvarters hjerteskærende rundrejse i den menneske sjæl.
