Der er næppe mange historier, der er så kendte som William Shakespeares om de to unge elskende fra Verona, der ikke må få hinanden, fordi deres familier mildest talt ikke er på talefod. Romeo og Julie er gennem de seneste 400 år ikke blot blevet spillet på teaterscener overalt, men også blevet til f.eks. film og opera - den mest kendte er af den franske komponist Charles Gounod, men også 1700-talskomponisten Georg Bendas version er interessant, fordi han giver fortællingen en lykkelig slutning, hvor alle er glade, og familierne og de to unge finder sammen til sidst.

I balletverdenen er Sergej Prokofjevs version blevet en hovedhjørnesten i kunstartens repertoire - ikke mindst på Det Kongelige Teater i København, hvor John Neumeiers banebrydende opsætning fra 1974  stadig er på repertoiret som én af de populæreste titler overhovedet. Men selv om musikken i dag bliver spillet på både scener og i koncertsale over hele verden, så var Prokofjevs udgave af Romeo og Julie var langt fra en let fødsel. Idéen kom fra én af Prokofjevs gode venner, instruktøren Sergej Radlov og dramaturgen Andrej Pjotrovskij. Bestillingen kom fra Kirov-balletten i det daværende Leningrad, og i 1935 udarbejdede de tre en scenegang - og ligesom Georg Benda valgte de en slutning, hvor de to unge elskende ikke døde til sidst. "Levende mennesker kan danse", som Prokofjev senere sagde, da han forsvarede beslutningen, "til forskel fra døde mennesker, der bare ligger ned."

Den beslutning var der mange, der ikke var enige i - og Kirov-kompagniet bakkede hurtigt ud af projektet. Det var helt åbenlyst, at mange i Stalins kulturhieraki var direkte rystede over, at man kunne give et værk som Romeo og Julie en lykkelig slutning, uanset hvor hensigtsmæssig en pas de deux med to opretstående dansere ville være. Prokofiev blev omsider overtalt til at holde sig til Shakespeares oprindelige tragiske slutning, og premieren på Prokofjevs Romeo og Julie fandt sted i 1938 i Brno i Tjekkiet. Da Prokofjev skulle begraves i 1953 blev musikken ikke spillet af et levende orkester, men af en båndoptager. Forklaringen? Moskva var støvsuget for musikere, som alle skulle medvirke i en begravelse af langt større dimensioner. Prokofjev døde nemlig samme dag som selveste Josef Stalin. Og musikken, som blev spillet ved mindehøjtideligheden for Prokofiev? Den var fra balletmusikken til Romeo og Julie.

Tjekkiske Antonín Dvořák skrev sin cellokoncert i h-mol mens han boede i New York. Han havde fået et velbetalt job som konservatoriedirektør i byen – et job, som heldigvis gav ham god tid til at komponere nye værker. Cellokoncerten er helt uden tvivl den mest spillede af slagsen i dag – og det er meget nemt at forstå, når man hører den eminente 30-årige cellosolist Pablo Ferrandez spille koncerten på sin Stradivarius-cello fra 1696.

Fotos af solist Pablo Ferrandez og dirigent Stanislav Kochanovsky.