Ray Chen, Bruch & Nielsen - AFLYST

Aflyst

14. juni

Kl: 15:00

Tivolis Koncertsal

Koncerten i Tivolis Koncertsal er desværre blevet aflyst som konsekvens af coronakrisen. Alle berørte gæster bliver kontaktet direkte via den mail, de har brugt til billetkøbet.

Spilletidspunkt

Tid
Sted
Pris
14. juni
Aflyst

061420_Ray-Chen_300x300
Violin Ray Chen

Den taiwanesisk-australske violinkomet er et af den klassiske musiks helt store talenter og har i løbet af sin forholdsvis korte karriere allerede slået sit navn solidt fast som en af verdens bedste unge violinister. Han har spillet over hele verden med førende orkestre og dirigenter og har vundet anerkendelse gennem en lang række prestigefyldte priser. Han har blandt andet vundet førstepriser i International Yehudi Menuhin Violin Competition (2008) og Queen Elizabeth Music Competition (2009). I 2012 var han den yngste solist nogensinde, der har optrådt ved Nobelpris-festkoncert i Stockholm. I 2016 var han tilbage ved International Yehudi Menuhin Violin Competition i London – denne gang ikke som deltager, men som jurymedlem, igen som den hidtil yngste.

Ray Chen har udgivet fire anmelderroste album, men det er på scenen, hans talent virkelig kommer til sin ret. Han har fået meget begejstrede anmeldelser over hele verden, også i Danmark, hvor Berlingskes musikredaktør Søren Schauser beskrev hans solistoptræden med DR SymfoniOrkestret i 2014 som både ”frygtløs” og ”lige til kanten”, inden han sluttede af med bemærkningen: ”Hvornår har man sidst hørt den koncert mere lige i øjet?”

Til koncerten i Tivoli i år spiller Ray Chen Bruchs Violinkoncert, en koncert han også har indspillet på cd’en The Golden Age, som udkom i 2018.

For den unge generation, der ikke længere investerer i cd’er og måske også sjældent i koncertbilletter, er Ray Chen nok bedst kendt via de sociale medier, som han dygtigt udnytter til at nå sit unge publikum og reklamere for sine koncerter og færden rundt i verden. Hans små humoristiske video-postkort, Youtube-videoer og Facebook-opslag deles flittigt, når han har fundet på en ny parodi, en sjov gimmick med violinen eller en smagsprøve på de halsbrækkende virtuoserier, som han tilsyneladende med største lethed ryster ud af ærmet.

061420_Ryan-Bancroft_300x300
Dirigent Ryan Bancroft

Ryan Bancroft, der er født i Los Angeles, men i dag bosat i Amsterdam, fik sit store internationale gennembrud, da den dengang 28-årige dirigent i april 2018 vandt Malko Konkurrencen i København. Det var ikke kun dommerne og musikerne i DR SymfoniOrkestret, han gjorde et godt indtryk på, men også koncertgængerne i DR Koncerthuset, idet han også vandt Publikumsprisen ved samme lejlighed.

Med sejren i Malko Konkurrencen følger, foruden pengepræmien, også en lang række koncerter og engagementer. I december 2019 udkom hans første cd-indspilning med et dansk orkester, optaget i forbindelse med en uropførelse tidligere på året af komponisten Allan Gravgaard Madsens nyskrevne værk Nachtmusik – en dobbeltkoncert for violin og klaver, skrevet til Christina Åstrand og Per Salo.

Bancroft er en stærk fortaler for ny musik og har optrådt med Amsterdams anerkendte Nieuw Ensemble og assisteret Pierre Boulez ved opførelsen af Sur Incises i Los Angeles. Han har uropført værker af komponister som Sofia Gubaidulina, John Cage, James Tenney, Anne LeBaron og har arbejdet tæt sammen med improvisatorer som Wadada Leo Smith og Charlie Haden. I sæsonen 2019/20 debuterede Ryan Bancroft med Kungliga Filharmonikerna i Stockholm, RAI Torino, BBC Symphony Orchestra, Orchestre Philharmonique du Luxembourg, Stavanger Symfoniorkester, Malmö Symfoniorkester og Münchener Kammerorchester. Fra sæsonen 2020/21 tiltræder han som chefdirigent for BBC National Orchestra of Wales.

Ryan Bancroft har en bred musikalsk baggrund, og inden han helligede sig dirigentfaget, studerede han både fløjte, harpe og trompet og har også beskæftiget sig professionelt med dans og ballet. I et interview forud for Malko Konkurrencen afslørede han, at han dirigerede for første gang ved sin fars begravelse hjemme i Los Angeles i 2010, hvor han selv havde samlet sangere og musikere for at opføre faderens yndlingsværk: Mozarts Requiem. ”Den dag følte jeg, at det var 100% mig at dirigere”, fortalte Ryan Bancroft til DR.

TCP_300c300
Tivoli Copenhagen Phil

Tivoli har som den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også om vinteren, f.eks. til balletter.

I SommerKlassisk 2020 spiller Tivoli Copenhagen Phil 12 koncerter i Tivoli og har bl.a. sin egen abonnementsserie, hvor man kan opleve en af verdens bedste pianister Krystian Zimerman spille alle Beethoven klaverkoncerter. Man kan også opleve et genhør med violinisten Ray Chen, der denne gang skal spille Bruchs violinkoncert og pianisten Denis Kuzhukhin, der skal spille Rakhmaninovs 2. klaverkoncert. Derudover spiller orkestret en koncertant opførelse af Donizettis Lucia di Lammermoor samt en række syng med-koncerter.

Om vinteren hedder orkestret Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester – og er et såkaldt landsdelsorkester, der både spiller i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg og løser regionale opgaver rundt omkring på hele Sjælland. Gennem de seneste år har orkestret markeret sig ved at udforske og udfordre den klassiske koncertgenre i samarbejde med alternative koncertkoncepter og i forskellige cross-over-projekter.

Japanske Tamioka Toshiyuki har været orkestrets chefdirigent siden 2016, og han har på forholdsvis kort tid bevæget orkestret til, hvad Dagbladet Informations anmelder kalder, ”en bemærkelsesværdig udvikling”.