Rakhmaninov – en musikalsk flygtning - AFLYST

Aflyst

9. august

Kl: 15:00

Tivolis Koncertsal

Koncerten i Tivolis Koncertsal er desværre blevet aflyst som konsekvens af coronakrisen. Alle berørte gæster bliver kontaktet direkte via den mail, de har brugt til billetkøbet.

Spilletidspunkt

Tid
Sted
Pris
9. august
Aflyst

080920_Denis-Kozukhin_300x300
Klaver Denis Kozhukhin

Den russiske pianist Denis Kozhukhin er født i Novgorod, og som 23-årig vandt han i 2010 førsteprisen i den belgiske Queen Elizabeth Konkurrence for klaver, og siden har han positioneret sig som en af de største unge pianister i sin generation.

Kozhukhin optræder med de bedste internationale orkestre og har blandt andet spillet med Concertgebouw Orkestret, London Symphony Orchestra, Staatskapelle Berlin, Chicago Symphony, Philharmonia Orchestra, Philadelphia Orchestra, San Francisco Symphony, Mahler Chamber Orchestra, Kungliga Filharmonikerna i Stockholm, Oslo Filharmonikerne, Orchestre de la Suisse Romande og NHK Symphony i Tokyo.

Blandt de dirigenter, han har spillet med, er Daniel Barenboim, Sir Simon Rattle, Valery Gergiev, Vladimir Jurowski, Gianandrea Noseda, Paavo Järvi, Vladimir Ashkenazy, Jaap van Zweden, Thomas Dausgaard, Kristjan Järvi og Yuri Temirkanov.

Som ivrig kammermusiker har Kozhukhin besøgt mange velrenommerede festivaler, hvor han har spillet med kolleger som Janine Jansen, Julian Rachlin, Vadim Repin, Leonidas Kavakos, Michael Barenboim, Vilde Frang, brødrene Renaud og Gautier Capuçon, Jörg Widmann, Emmanuel Pahud, Alisa Weilerstein, Jerusalem Kvartetten og Pavel Haas Kvartetten.

Denis Kozhukhins spil er blevet rost af anmelderne med ord som "fortryllende", "mesterligt" og "betagende". Han beskrives som teknisk fejlfri og roses for på begavet vis at kombinere sit kraftfulde spil med en suveræn fornemmelse af form, modenhed og stor følsomhed. Igennem de senere år har hans musikalske mentor været pianisten og dirigenten Daniel Barenboim.

080920_James-Feddeck_300x300
Dirigent James Feddech

”Et enormt fund … musikere af denne kaliber er som guldstøv” (The Herald).

James Feddeck er i fuld gang med at blive en af de mest interessante og bemærkelsesværdige dirigenter i dag. Han imponerer orkestre på begge sider af Atlanten med sit store talent og sin ekstraordinære musikalitet.

De seneste år har Feddeck bl.a. slået sit navn fast ved at træde ind for dirigenter, der af den ene eller den anden grund har måtte melde forfald. Og det har han gjort med kæmpe succes: ”Resultatet kunne ikke have været mere imponerende”, skrev San Fransisco Examiner f.eks., da han med kort varsel havde fået sin debut med San Fransisco Symphony i Bruckners 8. symfoni.

Denne sæson har budt på en række fejringer af Beethoven, bl.a. et genvisit hos Det belgiske Nationalorkester med Beethovens 5. symfoni på programmet og hos Pomeriggi Musicali i Milano, hvor han både dirigerer Beethovens 9. og 7. symfoni. Endelig er han på plakaten hos Seattle Symfoniorkester, Hamborg Symfoniorkester og  Orchestre National de France – og har sin debut hos RAI’s Radiosymfoniorkester og Orchestre Nationale d’Île de France.

TCP_300c300
Tivoli Copenhagen Phil

Tivoli har som den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også om vinteren, f.eks. til balletter.

I SommerKlassisk 2020 spiller Tivoli Copenhagen Phil 12 koncerter i Tivoli og har bl.a. sin egen abonnementsserie, hvor man kan opleve en af verdens bedste pianister Krystian Zimerman spille alle Beethoven klaverkoncerter. Man kan også opleve et genhør med violinisten Ray Chen, der denne gang skal spille Bruchs violinkoncert og pianisten Denis Kuzhukhin, der skal spille Rakhmaninovs 2. klaverkoncert. Derudover spiller orkestret en koncertant opførelse af Donizettis Lucia di Lammermoor samt en række syng med-koncerter.

Om vinteren hedder orkestret Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester – og er et såkaldt landsdelsorkester, der både spiller i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg og løser regionale opgaver rundt omkring på hele Sjælland. Gennem de seneste år har orkestret markeret sig ved at udforske og udfordre den klassiske koncertgenre i samarbejde med alternative koncertkoncepter og i forskellige cross-over-projekter.

Japanske Tamioka Toshiyuki har været orkestrets chefdirigent siden 2016, og han har på forholdsvis kort tid bevæget orkestret til, hvad Dagbladet Informations anmelder kalder, ”en bemærkelsesværdig udvikling”.