Syng med Pernille Rosendahl

Syng med-koncerter har en helt særlig intensitet over sig – for her forener scenens musikere sig med publikum og skaber netop de magiske øjeblikke, der giver gåsehud! Tivoli Copenhagen Phil og Tivoli Ensemblet spiller, mens Pernille Rosendahl vil være den syngende vært, der sikrer højt humør og sang i koncertsalen.

7. juni 2019

Kl: 19:30

Tivolis Koncertsal

Pernille Rosendahl har for længst slået sit navn fast som en respekteret sangskriver. Først som frontfigur i gruppen Swan Lee, et arbejde der resulterede i, at hun i 2005 modtog prisen som Årets Danske Sangerinde.

Fra 2010 var Pernille Rosendahl i en årrække ugentlig gæst i mange tv-seeres hjem, som en af de tre dommere i tv-programmet X-Factor, og i 2016 udgav hun sit første soloalbum Dark Bird. Her har Pernille Rosendahl fundet en personlig lyd, inspireret af filmmusik, folkemusik og salmer. Albummet er blevet vel modtaget, og musikken skal, ifølge Rosendahl selv, ”være med til at skabe ro og momentum i tilværelsen i en tid, hvor vi konstant er omringet af forstyrrelser”.

Ved koncerten i Tivoli har Pernille Rosendahl udvalgt en række sange fra den danske sangskat – fra højskolesangbogens guld frem til nyere danske sange, som endnu ikke er blevet kanoniseret i den blå sangbog – alle sammen sange, som hun har et personligt forhold til. Pernille Rosendahl synger sangene sammen med det veloplagte publikum og fortolker et par stykker helt solo, mens publikum hviler stemmerne.

Download koncertprogram

Koncerten arrangeres i samarbejde med Sangvær og Rytmisk Center.

Program

Drømte mig en drøm
Danmark nu blunder den lyse nat
Ulige Numre København
Der er noget galt i Danmark
En yndig og frydefuld sommertid
Lærkerede (Pernille solo)
I nat bliver det sommer
Svantes lykkelige dag
Kvinde min
Langebro (Pernille solo)
Glemmer du
Du er min øjesten
Stille hjerte sol går ned

Pernille-Rosendahl-300x300
Pernille Rosendahl

Pernille Rosendahl er sofistikeret, feminin, eftertænksom og markant i sit udtryk. Dette både ses og høres i hendes unikke lydbillede, der både rummer en gribende skrøbelighed og klassisk skønhed. Pernille Rosendahls metier er at ramme lige dér, hvor følelser mærkes mest intenst, og med sit nærvær lukker hun publikum ind og tager dem med på rejse i sit fantastiske og enestående musikalske univers.

Siden Pernille Rosendahl i 2001 bragede igennem som en del af indiepopgruppen Swan Lee med debutalbummet Enter, har hun fået en særplads på den danske musikscene. En position, hun understregede, da hun i 2016 udsendte sit første soloalbum Dark Bird. Albummet kombinerer Pernille Rosendahls sans for fine, raffinerede popmelodier tilsat et blåtonet strejf af melankoli, med et søgende lydbillede, hvor der både er plads til medrivende ballader, flossede guitarakkorder samt sugende, elektroniske elementer. 
 
Andreas_Veto-300x300
Dirigent Andreas Vetö

Andreas Vetö har en baggrund som kunstnerisk iværksætter og dirigent. Han er uddannet musikleder fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har udviklet, produceret og dirigeret et stort antal koncerter og musicals. Han er medstifter af og dirigent for ungdomssymfoniorkestret PRESTO, pædagogisk leder af HOPE, der faciliterer kulturelle projekter i udsatte boligområder, dirigent for Det Ny Big Band og tilknyttet DTU som kunstnerisk rådgiver. Siden har han desuden været direktør for Danmarks Underholdningsorkester.

Tivoli-Copenhagen-Phil-300x300
Orkester Tivoli Copenhagen Phil

Tivoli har som den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også om vinteren, f.eks. til balletter.

I SommerKlassisk 2019 spiller Tivoli Copenhagen Phil 14 koncerter i Tivoli og har bl.a. sin egen abonnementsserie, hvor man bl.a. kan møde den fremragende violinist Baiba Skride, den fremadstormende cellist István Vardai og den danske supertrio Trio con Brio i Beethovens Tripelkoncert. Endelig lader orkestret sig inspirere af 50-året for månelandingen i et program med bl.a. Holsts Planterne. Der er desuden en række fremragende koncerter i operaens tegn, bl.a. med Ann Petersen, der synger Strauss. Der er en festaften med Lumbye på programmet, syng med-koncerter og familiekoncerten Nattens Tivoli med Silja Okking.

Japanske Tamioka Toshiyuki har været orkestrets chefdirigent siden 2016, og han har på forholdsvis kort tid bevæget orkestret i, hvad Informations anmelder kalder, ”en bemærkelsesværdig udvikling”. I forbindelse med en koncertant opførelse af Humperdincks opera Hans og Grete i Tivoli i september 2018 skriver Andrew Mellor i Magasinet Klassisk:

”Selvom sangerne var gode, overstrålede Copenhagen Phil og deres chefdirigent Toshiyuki Kamioka de øvrige medvirkende ved koncerten. Musikken er bedragerisk vanskelig at dirigere og kræver en fin balance, hurtige skift i den musikalske farve, et disciplineret ensemble, der både skal præstere en varm musikalsk glød og samtidig have fokus på detaljen. Kamioka (…) gav os alt det og mere til.”

Om vinteren hedder orkestret Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester - og er et såkaldt landsdelsorkester, der både spiller i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg og løser regionale opgaver rundt omkring på hele Sjælland. Gennem de seneste år har orkestret markeret sig ved at udforske og udfordre den klassiske koncertgenre i samarbejde med alternative koncertkoncepter og i forskellige cross-over-projekter.

Tivoli-Ensemblet_300x300
Tivoli Ensemblet

Tivoli Ensemblet, under ledelse af kapelmester og basunist Peter Jensen, udgør grundstammen i Tivolis Big Band og Tivoli Salon Orkester. De optræder flere gange om ugen sommeren igennem i forskellige konstellationer og med danske såvel som internationale solister på Plænen og på Orangeriet.