Lumbyes festaften

Endelig kommer den! Koncerten, som publikum har efterspurgt i årevis: En festkoncert med Tivoli i blodet – og festlige Lumbye-toner på nodestativerne. Med masser af polkaer, galopper, valse og marcher, skrevet af bl.a. Strauss’erne fra Wien og Tivolis egne musikchefer, bl.a. Balduin Dahl og – selvfølgelig – H. C. Lumbye.

21. juni 2019

Kl: 19:30

Tivolis Koncertsal

På scenen sidder Tivoli Copenhagen Phil, som de har gjort det i 176 år. Den fremragende danske mezzosopran Andrea Pellegrini vil kigge forbi, og Henrik Engelbrecht vil både dirigere og fortælle vilde historier fra Tivolis og orkestrets fortid, mens minder fra den gamle have vil blive projiceret på skærmene.

Der er lagt op til en ganske særlig aften, med højt humør og overraskelser, og hvor publikum bliver inddraget i valget af et par af musikstykkerne, ligesom der vil være mulighed for at fløjte med undervejs.

Download koncertprogram

Program

Suppé: Let kavaleri, ouverture Joh. Strauss d.y.: Annen-Polka Lumbye: Krolls balklange, vals Lumbye: Jenny Polka Dahl: Frederik 8.s honnørmarsch H. P. Nielsen: Skovtrolden Ziehrer: Wiener Mädl’n Josf. Strauss: Vorvärts, polka Fucik: Florentiner Marsch Offenbach: Hoffmanns eventyr, Barcarolle Joh. & Jos. Strauss: Pizzicato-polka Arban: Karneval I Venedig Lumbye: Kjøbenhavns Jernbane-dampgalop Arlen: Troldkarlen fra Oz, Over the Rainbow Joh. Strauss: Kejservalsen

Andrea-Pellegrini-300x300
Mezzosopran Andrea Pellegrini

Mezzosopranen Andrea Pellegrini er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og på Opera-Akademiet, hvorfra hun debuterede i 2006 på Det Kgl. Teater som Rosina i Rossinis Barberen i Sevilla. Hun optræder jævnligt på Den Jyske Opera, Opera Hedeland og Den Ny Opera. Som koncertsanger har Andrea Pellegrini i øvrigt optrådt med de førende danske orkestre og ensembler, herunder DR SymfoniOrkestret, DR UnderholdningsOrkestret samt alle landsdelsorkestrene. Hun har også været solist med en række nordiske orkestre, f.eks. Helsingborg Symfoniorkester og Borgå Sinfonietta i Finland. Blandt de dirigenter, Pellegrini har samarbejdet med, er Adam Fischer, Giancarlo Andretta og Giordano Bellincampi.

Gennem hele sin karriere har Pellegrini vist en særlig interesse for de genrebrydende kunstformer og for at bringe den klassiske musiktradition ud over rampen i nye sammenhænge. Hun har medvirket på adskillige cd-udgivelser med multikunstneren Martin Hall. Dertil har hun ofte optrådt med Steffen Brandt og det danske rock/pop band TV2.

Pellegrini er initiativtager til og medlem af Piazzolla-orkestret og blev i 2015 nomineret til en Reumert som årets sanger for hendes rolle i Steingrimurs Rohloffs opera Babel.

Henrik-Engelbrecht-300x300
Konferencier Henrik Engelbrecht

Henrik Engelbrecht er kendt som en af landets ægte operaeksperter i mange sammenhænge. Han er forfatter til en række operabøger, er tidligere operaredaktør på DR’s P2 og var i ti år operadramaturg på Det Kongelige Teater i Kasper Holtens cheftid. Senest har Henrik Engelbrecht været musikchef i Tivoli, og i dag arbejder han bl.a. som kunstnerisk konsulent for Det Kongelige Teater og Tivoli, som forfatter til en lang rækker bøger om opera, og som en efterspurgt foredragsholder.

Tivoli-Copenhagen-Phil-300x300
Orkester Tivoli Copenhagen Phil

Tivoli har som den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også om vinteren, f.eks. til balletter.

I SommerKlassisk 2019 spiller Tivoli Copenhagen Phil 14 koncerter i Tivoli og har bl.a. sin egen abonnementsserie, hvor man bl.a. kan møde den fremragende violinist Baiba Skride, den fremadstormende cellist István Vardai og den danske supertrio Trio con Brio i Beethovens Tripelkoncert. Endelig lader orkestret sig inspirere af 50-året for månelandingen i et program med bl.a. Holsts Planterne. Der er desuden en række fremragende koncerter i operaens tegn, bl.a. med Ann Petersen, der synger Strauss. Der er en festaften med Lumbye på programmet, syng med-koncerter og familiekoncerten Nattens Tivoli med Silja Okking.

Japanske Tamioka Toshiyuki har været orkestrets chefdirigent siden 2016, og han har på forholdsvis kort tid bevæget orkestret i, hvad Informations anmelder kalder, ”en bemærkelsesværdig udvikling”. I forbindelse med en koncertant opførelse af Humperdincks opera Hans og Grete i Tivoli i september 2018 skriver Andrew Mellor i Magasinet Klassisk:

”Selvom sangerne var gode, overstrålede Copenhagen Phil og deres chefdirigent Toshiyuki Kamioka de øvrige medvirkende ved koncerten. Musikken er bedragerisk vanskelig at dirigere og kræver en fin balance, hurtige skift i den musikalske farve, et disciplineret ensemble, der både skal præstere en varm musikalsk glød og samtidig have fokus på detaljen. Kamioka (…) gav os alt det og mere til.”

Om vinteren hedder orkestret Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester - og er et såkaldt landsdelsorkester, der både spiller i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg og løser regionale opgaver rundt omkring på hele Sjælland. Gennem de seneste år har orkestret markeret sig ved at udforske og udfordre den klassiske koncertgenre i samarbejde med alternative koncertkoncepter og i forskellige cross-over-projekter.