Baiba Skride & Korngold

Tre værker tager dig med på en tidsrejse til ”verden af i går”, hvor du får senromantiske minder fra før de to verdenskrige ændrede verden radikalt. Du får også glimt fra ”den nye verden”, hvor Korngold opbyggede en imponerende karriere som filmkomponist. Hans violinkoncert spilles her af den lettiske violinist Baiba Skride.

30. juni 2019

Kl: 15:00 - 17:00

Tivolis Koncertsal

Weberns Im Sommerwind er et smukt og stemningsfuld tonedigt, hvor man mærker sommervarmen, de flagrende sommerfugle og dramatiske vejrskift. Stykket er komponeret i perioden lige inden Webern blev elev af Schönberg.

Korngold tager udgangspunkt i samme stemning. Korngold, der som 9-årig blev kaldt ”genial” af selveste Mahler, stortrivedes i Wien, men måtte som mange andre forlade Østrig, da nazismen holdt sit indtog. Han kom til USA, hvor han fik en imponerende karriere som filmkomponist. Korngold havde imidlertid en pagt med sig selv om at forlade sit ’film-eksil’ og vende tilbage til verdens koncertsale, så snart Hitler var besejret. Violinkoncerten markerer dette, og Korngold havde i håbefuld forventning skrevet på værket siden slutningen af 1930’erne. Selvom Korngold ønskede at distancere sig fra sin filmmusik, er den dog tydeligt til stede i den populære violinkoncert sammen med en senromantiske åre, der trækker linjer til Mahler og Richard Strauss.

En tredje østriger er indirekte på programmet, nemlig Schönberg, avantgardisten, der med sin atonale musik for alvor gik nye veje med den klassiske musik. Det vakte naturligvis postyr i musikkredse, men fik også nazisterne til at stemple Schönbergs musik som ’degenereret’, hvorfor komponisten udvandrede til USA. Her så Schönberg i 1937 tilbage på ikke Mahler eller Strauss, men på Brahms, som han respekterede højt og i et essay kaldte en progressiv fornyer af sin tid. Schönberg arrangerede Brahms’ fantastiske klaverkvartet for symfoniorkester – et arrangement, der ofte omtales som Brahms’ 5. symfoni.

Download koncertprogram

Program

Webern: Im Sommerwind
Korngold: Violinkoncert
Brahms/arr. Schönberg: Klaverkvartet

Baiba-Skride-300x300
Violin Baiba Skride

Den lettiske violinist Baiba Skride er vokset op i en musikalsk familie i Riga. Her påbegyndte hun sine første studier, som hun siden fortsatte på konservatoriet i Rostock. Hendes karriere som international violinsolist blev for alvor kickstartet, da hun i 2001 blev førsteprisvinder i Queen Elisabeth-konkurrencen i Belgien.

Hun har spillet med alle de store orkestre som Berliner Filharmonikerne, Boston Symphony Orchestra, Concertgebouw-orkestret, Det bayerske Radiosymfoniorkester, Orchestre de Paris, London Philharmonic, Gewandhaus-orkestret i Leipzig, Philharmonia og New York Philharmonic med dirigentnavne som Christoph Eschenbach, Thierry Fischer, Paavo og Neeme Järvi, Andris Nelsons, Santtu Matias Rouvali, Vasily Petrenko og John Storgårds.

Baiba Skride har flere gange gæstet Danmark og optrådt både sammen med sin søster, pianisten Lauma Skride, og som solist – senest i efteråret 2018 ved Aarhus Symfoniorkesters Brahms Festival, hvor hun imponerede med sin modne og stilsikre fortolkning af violinkoncerten.

Sammen med sin søster har hun blandt andet indspillet værker for violin og klaver af nordiske komponister som Grieg, Nielsen, Sibelius og Stenhammar og violinsonater af Schubert, Beethoven og Ravel. Hendes omfattende diskografi tæller også solostykker og violinkoncerter – heriblandt af Schumann, som hun indspillede i 2013 med DR SymfoniOrkestret og John Storgårds for plademærket Orfeo.

Skride spiller på en Stradivarius med tilnavnet ”Yfrah Neaman”, udlånt af familien Neaman gennem Beares International Violin Society.

Kamikoa-300x300
Dirigent Toshiyuki Kamioka

Toshiyuki Kamioka tiltrådte som Copenhagen Phils nye chefdirigent ved en koncert i november 2016. Politiken kvitterede med 5 hjerter og følgende ord: ”Han viste sig som en flashy, men dygtig herre … Langt udtrukne linjer og en pind, hvis spids sad, hvor den skulle, når det gjaldt, fik strygere og blæsere til at lyde godt: Samlede og med sikkert disponerede nuancer, når musikken skulle være kraftig, svag eller et sted ind imellem”.

Toshiyuki Kamioka er født i Tokyo, hvor han har studeret direktion, komposition samt klaver og violin på National University of Fine Arts & Music. I 1982 blev han belønnet med den eftertragtede Ataka Prize, og to år senere modtog han et Rotary-legat til at studere direktion hos Klauspeter Seibel på konservatoriet i Hamborg.

I 1987 havde han opnået en stilling som lektor i kammermusik og akkompagnement på Konservatoriet i Hamborg, og i sæson 2000/2001 blev han professor for operaklasserne på Frankfurt-am-Main Konservatoriet. Siden efteråret 2004 har han været professor på Hochschule für Musik Saar i Saarbrücken, hvor han arbejder med udviklingen af den kommende dirigentgeneration – en opgave, der holder ham skarp og professionel helt ud i fingerspidserne.

Toshiyuki Kamioka blev Generalmusikdirektør for Wuppertal Symfoniorkester i sæson 2004/2005 og blev fra sæson 2009/2010 tillige chefdirigent og kunstnerisk leder der. Under hans stafet har Wuppertal Symfoniorkester udviklet sig betydeligt både musikalsk og teknisk til et orkester i top­klasse. Kamioka har samtidig fungeret som Generalmusikdirektør for Saarländisches Staatstheater i Saarbrücken siden sæson 2009/2010 indtil sommeren 2014. Siden 2014/2015 har han været Generalmusikdirektør og operachef på Wuppertaler Bühnen und Sinfonieorchester.

 

Tivoli-Copenhagen-Phil-300x300
Orkester Tivoli Copenhagen Phil

Tivoli har som den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også om vinteren, f.eks. til balletter.

I SommerKlassisk 2019 spiller Tivoli Copenhagen Phil 14 koncerter i Tivoli og har bl.a. sin egen abonnementsserie, hvor man bl.a. kan møde den fremragende violinist Baiba Skride, den fremadstormende cellist István Vardai og den danske supertrio Trio con Brio i Beethovens Tripelkoncert. Endelig lader orkestret sig inspirere af 50-året for månelandingen i et program med bl.a. Holsts Planterne. Der er desuden en række fremragende koncerter i operaens tegn, bl.a. med Ann Petersen, der synger Strauss. Der er en festaften med Lumbye på programmet, syng med-koncerter og familiekoncerten Nattens Tivoli med Silja Okking.

Japanske Tamioka Toshiyuki har været orkestrets chefdirigent siden 2016, og han har på forholdsvis kort tid bevæget orkestret i, hvad Informations anmelder kalder, ”en bemærkelsesværdig udvikling”. I forbindelse med en koncertant opførelse af Humperdincks opera Hans og Grete i Tivoli i september 2018 skriver Andrew Mellor i Magasinet Klassisk:

”Selvom sangerne var gode, overstrålede Copenhagen Phil og deres chefdirigent Toshiyuki Kamioka de øvrige medvirkende ved koncerten. Musikken er bedragerisk vanskelig at dirigere og kræver en fin balance, hurtige skift i den musikalske farve, et disciplineret ensemble, der både skal præstere en varm musikalsk glød og samtidig have fokus på detaljen. Kamioka (…) gav os alt det og mere til.”

Om vinteren hedder orkestret Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester - og er et såkaldt landsdelsorkester, der både spiller i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg og løser regionale opgaver rundt omkring på hele Sjælland. Gennem de seneste år har orkestret markeret sig ved at udforske og udfordre den klassiske koncertgenre i samarbejde med alternative koncertkoncepter og i forskellige cross-over-projekter.