I Ungarn med Arabella Steinbacher

Tivoli Copenhagen Phil lader temperamentet koge over ved denne koncert, der har ungarske toner som gennemgående rød tråd.

5. august 2018

Kl: 15:00

Tivolis Koncertsal

Koncerten lægger utraditionelt ud med solisten på scenen fra første sekund i Ravels dramatiske Tzigane – først helt solo og efter nogle minutter med drømmende orkesterklange flydende sammen med solistens spil, hvorefter musikken udvikler sig i flere, forunderlige retninger.

Det er Arabella Steinbacher, der virtuost trakterer violinen denne eftermiddag. Steinbacher spiller verden over som solist med alle førende orkestre, som f.eks. New York Filharmonikerne, London Symphony Orchestra og Cleveland-orkestret, men hun lægger heldigvis også ind imellem vejen forbi Danmark, hvor anmeldere og publikum også hver gang kvitterer med begejstring over hendes fabelagtige teknik og udtrykskraft.

Steinbacher er på scenen igen i mere temperamentsfuld musik som afslutning på koncertens første del, nemlig i Sarasates elskede Zigeunerweisen, hvor virtuositeten igen får lov at blomstre, og melankolien folder sig ud i fuldt flor. Inden da spiller orkestret et udpluk af Brahms’ populære Ungarske danse, udvalgt af dirigenten James Feddeck, som også tidligere har arbejdet med Tivoli Copenhagen Phil, nemlig i 2016, hvor han dirigerede et tjekkisk program og imponerede Jyllands-Postens anmelder, da han holdt ”de instrumentale tråde stramt i spænd og gav plads til, at instrumentgrupperne på skift fik taletid.”

Efter pausen gives ordet til en ægte ungarer, nemlig Bartók. Mens franske Ravel, tyske Brahms og spanske Sarasate alle har ladet sig inspirere af den ungarske folkemusik, er stemningen anderledes alvorlig i Bartoks musik, der blev komponeret i USA, hvortil han rejste i 1940 – væk fra nazismens fremmarch i Europa. Bartóks engagement i hjemlandets folkemusik gennem et menneskeliv er bestemt hørbar i hans Koncert for orkester, men værket er i mindre grad ’folkeligt’, og i højere grad præget af en grundlæggende idé om at lade orkestrets egne musikere være solister undervejs i værket, hvilket giver mulighed for virkelig at nyde Tivoli Copenhagen Phils fremragende musikere.

Hent program

Program

Ravel: Tzigane, rapsodi for violin og orkester Brahms: Ungarske danse (uddrag: nr. 1, 14, 12, 6 og 5) Sarasate: Zigeunerweisen Bartók: Koncert for orkester

2016-08-14-Feddeck-300x300
Dirigent James Feddeck

”Et enormt fund … musikere af denne kaliber er som guldstøv” (The Herald).

James Feddeck er i fuld gang med at blive en af de mest interessante og bemærkelsesværdige dirigenter i dag. Han imponerer orkestre på begge sider af Atlanten med sit store talent og sin ekstraordinære musikalitet.

De seneste år har Feddeck bl.a. slået sit navn fast ved at træde ind for dirigenter, der af den ene eller den anden grund har måtte melde forfald. Og det har han gjort med kæmpe succes: ”Resultatet kunne ikke have været mere imponerende”, skrev San Fransisco Examiner f.eks., da han med kort varsel havde fået sin debut med San Fransisco Symphony i Bruckners 8. symfoni.

I løbet af de seneste to sæsoner har Feddeck i øvrigt haft flere markante debuter, bl.a. hos Chicago Symfoniorkester, BBC Symfoniorkester og Deusche Oper i Berlin. I indeværende sæson fortsætter han med bl.a. Minnesota Orchestra, Toronto Symfoniorkester, Orchestre National de Lyon og Symphonie-Orchester Berlin. Ligesom han vender tilbage til Cleveland Orkestret, Royal Scottish National Orchestra og Hallé orkestret.
20180602_Arabella_Steinbacher_300x300
Violin Arabella Steinbacher

Siden hun debuterede med Orchestre Philharmonique de Radio France under ledelse af Sir Neville Marriner i Paris i 2004, har Arabella Steinbacher været regnet som en af nutidens førende violinister. Hun er kendt for sit varierede repertoirevalg, som udover alle de store klassiske romantiske violinkoncerter også tæller koncerter af Bartók, Berg, Glazunov, Khatjaturjan, Milhaud, Prokofiev, Schnittke, Sjostakovitj, Stravinsky, Szymanowski, Hindemith og Sofia Gubaidulinas Offertorium, for bare at nævne nogle få.

Arabella Steinbacher er født i München i 1981, som datter af en tysk far og japansk mor. Da hun var 3 år gammel begyndte hun at få violinundervisning, efter at moderen havde læst om en tysk violinlærer, der netop var returneret fra Japan efter at have studeret den japanske Suzuki-metode. Da hun var blevet 9 år var hun indskrevet ved konservatoriet, Hochschule für Musik und Theater München, og fik undervisning af professor Ana Chumachenco.

I Tyskland har hun spillet med alle større orkestre, heriblandt Bayerische Rundfunk, Gewandhausorkestret Leipzig, Staatskapelle Dresden, München filharmonikerne og NDR Sinfonieorchester under ledelse af navne som Lorin Maazel, Christoph von Dohnányi, Riccardo Chailly, Herbert Blomstedt, Christoph Eschenbach, Charles Dutoit og Marek Janowski.

Internationalt har hun blandt andet besøgt New York Filharmonikerne, Boston Symfoniorkester, London Symphony Orchestra, Philharmonia Orchestra, Chicago Symfoniorkester, Philadelphia-orkestret, National Symphony Orchestra i Washington D.C., San Francisco Symphony, Cleveland-orkestret, Seattle Symphony, Sydney Symphony, Sao Paulo Symphony, Orchestra National de France, Orchestre de Paris, Wiener Symfonikerne, Seoul Philharmonic Orchestra og NHK Symphony Orchestra.

På DR SymfoniOrkestrets turné til USA i foråret 2017 under chefdirigent Fabio Luisis ledelse var Arabella Steinbacher med som solist og spillede Beethovens violinkoncert ved orkestrets koncert i San Fransisco.

Arabella Steinbacher spiller på en Stradivarius, ”Otto Booth”, fra 1716 venligst udlånt af den japanske Nippon Music Foundation, der har en af verdens største samlinger af Stradivarius’er.

Tivoli-Copenhagen-Phil-300x300
Orkester Tivoli Copenhagen Phil

Tivoli har som formodentlig den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret er et fuldt besat symfoniorkester bestående af godt 70 musikere, der spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også til balletter, i 2018 f.eks. til såvel New York City Ballets gæstespil som til Nøddeknækkeren. 

I SommerKlassisk 2018 spiller Tivoli Copenhagen Phil 11 koncerter i Tivoli og har bl.a. sin egen abonnementsserie; fire søndagsmatinéer med internationale solister og dirigenter på scenen. Der er derudover tradition for en række flotte operakoncerter, samt plads til de mere populære klassiske koncertformer, som f.eks familiekoncerten Nattens Tivoli og den årligt tilbagevendende Fødselsdagskoncert.

”Med tyngde stævnede orkestret ud som en veltrimmet supertanker i Dvoráks symfoni nr. 9, "Fra den nye Verden". Sjældent har strygerkorpset frembragt så fed, lækkerblød og intens en klang. Der var mørklødet melankoli i engelskhornets kaldende solo, og messingblæsernes gjaldende marchtema sitrede i brystet. En herlig, veloplagt hyldest fra Tivoli Copenhagen Phil til Tjekkiets musikalske mestre”.

5 af 6 stjerner – Jyllands-Posten, Christine Christiansen, 17. august 2016

”Og alle forventninger blev indfriet fra første færd. Tivoli Copenhagen Phil, som det københavnske landsdelsorkester nu hedder (i sommersæsonen), demonstrerede allerede i Smetanas ouverture til "Den solgte brud" strålende form og smittende spilleglæde”.
5 af 6 stjerner, Kristeligt Dagblad, Peter Dürrfeld, 16. august 2016

Om vinteren hedder orkestret Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester - og er et såkaldt landsdelsorkester, der både spiller i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg og løser regionale opgaver rundt omkring på hele Sjælland. Gennem de seneste år har orkestret markeret sig dels ved at tiltrække store internationale dirigenter og solister, dels ved at udforske og udfordre den klassiske koncertgenre i samarbejde med alternative koncertkoncepter og i forskellige cross-over-projekter.