Ensemble Nordlys – 20 år

Ensemble Nordlys fejrer sit 20 års jubilæum i 2017, hvilket markeres med denne særlige koncert i Tivoli. Nordlys er en kvartet, som i sjælden grad har gjort sig bemærket med innovative programmer, gennemtænkte projekter med vægt på formidling og en særlig nysgerrighed over for den nye musik.

9. juli 2017

Kl: 15:00

Tivolis Koncertsal

Nordlys består af violin, klarinet, cello og klaver og spiller et bredt repertoire – fra barok til cross over-projekter – men selvfølgelig med det klassiske kammermusikrepertoire som sin kerne.

Nordlys har allieret sig med en anden fødselar i 2017, nemlig komponisten Karl Aage Rasmussen, der fylder 70 år i år. På samme måde som ensemblet tænker kreativt og formidlende i programlægningen, er Karl Aage Rasmussen kendt ikke blot som komponist, men også som skribent og programudvikler. I 2016 kuraterede han f.eks. en stærkt rost koncert i Tivoli med Concerto Copenhagen, hvor Vivaldis Fire Årstider kom under nænsom behandling.

Sammen med Ensemble Nordlys har Karl Aage Rasmussen lavet et program, der hylder Carl Nielsen, Igor Stravinsky og Johannes Brahms – med et smut omkring Mozart.

hent program

Program

Brahms: Scherzo for violin og klaver Karl Aage Rasmussen: Scherzino (homage a Brahms) Brahms: Ungarsk dans Karl Aage Rasmussen: Le tombeau de père Igor (1977, rev. 2017) uropførelse Stravinsky: Historien om en soldat Mozart: Klaverkoncert i A dur, K. 488, adagio Karl Aage Rasmussen: Maskeradeparafrase (“Carls masker”) uropførelse Carl Nielsen: Hanedans fra operaen “Maskerade”

Medvirkende

2017-07-09-Ensemble-Nordlys-300x300
Ensemble Nordlys

Det danske kammerensemble dannedes i 1997, som et forfriskende og nyskabende element på den danske ny musik-scene. Og særdeles vedholdende skulle det vise sig – ensemblet kan dermed i år fejre sit 20-års jubilæum.

Med de fire instrumenter violin, cello, klarinet og klaver lægger ensemblets besætning op til et moderne repertoire med ny kompositionsmusik, hvilket netop altid har været kvartettens adelsmærke. I de forløbne to årtier er kvartettens programmer gradvist fornyet med også ældre klassisk musik, ofte i nye arrangementer og konstellationer, sideløbende med den nyskrevne musik. Ensemble Nordlys har med egne ord ”gjort det til sin mission at nedbryde skellene mellem de forskellige tidsaldres musik”.

Ensemble Nordlys har optrådt i 20 lande i Europa, Asien og USA. De har givet koncerter i såvel den klassiske musiks højborg, Carnegie Hall som i Bangladesh, hvor vestlig musik ellers sjældent høres. Kvartetten har repræsenteret Danmark ved flere internationale musikfremstød f.eks. ved fejringen af Carl Nielsen i 2015 og H.C. Andersen i 2005.

Herhjemme har ensemblet optrådt regelmæssigt på Glyptoteket, på Frederiksværk Musikfestival og ved Schubertiaden i Roskilde samt i utallige musikforeninger landet over. Desuden er kvartetten ensemble-in-residence ved Rudersdal Sommerkoncerter, som Christine Pryn – violinist og ankerkvinde i Ensemble Nordlys - har grundlagt og er kunstnerisk leder af. I vinterhalvåret arrangerer Ensemble Nordlys flere temakoncerter i Østerbro Koncertforening i Unitarernes Hus, hvor der eksperimenteres med nye koncertformer.

Ensemblet har udgivet flere cd’er og har senest høstet international anerkendelse for indspilningen af Olivier Messiaens ”Kvartet til Tidens Ende” (2015), der netop er komponeret for kvartettens besætning.