Fyrværkerishow

I år kan du opleve et nyt fyrværkerishow hver måned fra maj til september. Showet består af fyrværkeri, lys og musik, og kan opleves hver lørdag kl. 23.45 på himlen over Koncertsalen.

Fra 4. maj - 21. september

Haven

ÅRETS GÆSTEFYRVÆRKERE: Barbara Moleko, Sinne Eeg, Katrine Gislinge, Caroline Henderson og Pernille Rosendahl.

Da Tivoli åbnede for over 175 år siden var tre sole, en raket og en fontæne nok til at imponere. I dag skal der mere til at betage publikum. Derfor er vi stolte af at kunne præsentere 5 gæstefyrværkere, der hver sætter deres præg på årets lørdagsfyrværkeri. Fælles for dem alle er, at de brænder for at udtrykke sig, og det er første gang de både arbejder med musik og bruger nattehimlen som lærred.

Hver måned får sit eget fyrværkerishow og bliver designet af en kunstner, der vælger musikken og, i samarbejde med Tivolis fyrværker, sætter fyrværkeri og farver sammen. Alle gæstefyrværkerne vil også i løbet af sommersæsonen kunne opleves i Tivoli i mere vante sammenhænge.

Barbara Moleko: ”Det bliver smukt, feminint og sprængfarligt. Det er fedt at Tivoli sætter fokus på kvindelige kunstnere – det har også været min inspiration for valg af både musik og fyrværkeri.”

Katrine Gislinge: ”Det skal være smukt og drømmende - som et overdådigt maleri! Min ambition er at give gæsterne i Tivoli en både eksklusiv og intim oplevelse hvor lys, farver og musik smelter sammen på himmelen over dem. Ja, et intimt fyrværkeri - det er min drøm. Det bliver spændende at se hvordan musikken og fyrværkeriet kan belyse hinanden.”

Caroline Henderson:”På scenen i Glassalen bringer vi nogle at de største showbiz-stjerner til live, og på himmelen over Tivoli får jeg lov at lege med en helt anden slags stjerner. Der er power i divaerne i Glassalen og der er power i et godt fyrværkeri. Om de to ting har en særlige connection? Vi får se.”

Pernille Rosendahl:”Jeg har jo stået på Plænen og kigget på den himmel, der nu bliver mit meget store lærred. Det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg stod der, men jeg er så spændt på, hvordan det kommer til at se ud i virkeligheden.”

Vær opmærksom på, at visse områder omkring Koncertsalen kan være afspærret alt afhængigt af vejr- og vindforhold. Fyrværkerishowet opleves bedst i området omkring Plænen.

Program

• Maj: Barbara Moleko
• Juni: Sinne Eeg
• Juli: Katrine Gislinge
• August: Caroline Henderson
• September: Pernille Rosendahl

Spilletidspunkt

Tid
Sted
Pris
24. august
Inkluderet i entréen til Tivoli
31. august
Inkluderet i entréen til Tivoli
7. september
Inkluderet i entréen til Tivoli
14. september
Inkluderet i entréen til Tivoli
21. september
Inkluderet i entréen til Tivoli

Tivoli har en stolt fyrværkeritradition

Fyrværkeri har en lang tradition i Tivoli. Havens grundlægger, Georg Carstensen, arrangerede forestillinger med ”bengalske flammer” som trækplaster før Tivolis første sæson i 1843. Dengang lå der en fyrværkerifabrik ved Stadsgraven lige bag Divan 2. Selve afbrændingen af fyrværkeriet foregik på en estrade lige uden for Haven.

Grunden til det arrangement var, at man ikke kunne transportere fyrværkeri over store afstande, men man kunne på den anden side heller ikke skyde det af midt imellem folk; kemikalierne var ikke sikre nok. 

 

 

Fyrværkerierne fandt sted på særlige festaftener, hvor der også var såkaldt brillant illumination. Det indebar, at der blev tændt lys på bygninger og i træer og bede. Dette var ingen enkel sag, for der var tale om glas fyldt med olie med en lille flyde-væge monteret i forskellige holdere. Hver eneste lampe skulle altså tændes manuelt. En aften med festbelysning sluttede med fyrværkeri. 

Tivolis første og faste fyrværker var Gaëtano Amici, som Carstensen havde inviteret fra Italien. Det er ham, der har givet navn til Amicisvej på Frederiksberg.