Chili- & Tomatsmagning

Smag på sensommeren

1. september

Haven

I samarbejde med Gartneri Toftegaard inviterer Tivoli den 1. september til Chili- & Tomatsmagning.

Kom, udforsk og forkæl dine smagsløg med smagsprøver på mere end 40 økologiske chili-sorter og 40 økologiske tomat-sorter! Du kan blandt andet prøvesmage eller være med til at bestemme styrken på helt nye sorter, som gartneriet tager med i Tivoli til lejligheden. Du får mulighed for at være smagsdommer i den store chili- og tomatsmagning, hvor du også kan lave en rask lille konkurrence med dig selv, eller dem, du følges med, om hvor langt I kan komme op ad chili-barometerets trin.

Dagen kommer til at byde på masser af sanselige smagsprøver, lærerige foredrag, konkurrencer samt en mulighed for at købe spændende planter, plakater, bøger mv. med hjem. Alt sammen under kyndig vejledning af de søde gartnere og frivillige fra Gartneri Toftegaard.

Lene Tvedegaard har skrevet flere bøger om tomater og chilier og driver det økologiske Gartneri Toftegaard ved Køge. På Orangeriets scene fortæller hun engageret om chilis anvendelse, styrke og dyrkning. Vi skal se, hvad chili gør ved kroppen. Vi skal forstå, hvor styrken sidder i frugterne, og dermed evne at vurdere styrken, før frugten kommes i retterne.

Du får også mulighed for at høre mere om tomaten, der – med god grund – er verdens mest udbredte frugt. Lene Tvedegaard holder foredrag om tomatens anvendelse, dyrkning og smag på Orangeriets scene, hvor hun blandt andet fortæller om tomater, der smager af vindrue og æble. Hør om tomatens fascinerende historie, og få svar på dine spørgsmål. Hvordan ser tomater med kalkmangel ud, kan tomater være blå og hvor sunde er grønne syltede tomater egentlig?

For de mindste gæster er der mulighed for at deltage i en inspirerende tomatworkshop og bage snobrød over bål i Gemyses have. Prisen for snobrødsbagning er 35 kr. pr. person.

Deltag også i Gartneri Toftegaards sjove konkurrencer i området ved Pergolaen. Her finder du to store glas – ét fyldt med tomater, og ét fyldt med chilier. Gæt vægten af tomaterne og/eller antallet af chilierne. Så er du med i konkurrencen om spændende bøger skrevet af Lene Tvedegaard. Præmierne uddeles under Lene Tvedegaards foredrag på Orangeriets scene kl. 14.00, hvor du skal være til stede for at kunne vinde.

Chili- & Tomatsmagning afholdes i området ved Pergolaen i Tivoli. Kom og lad dig inspirere!

Læs mere om Gartneri Toftegaard her

Program

11.00 - 16.00 Chili- & Tomatsmagning i området ved Pergolaen
11.00 - 16.00 Besøg Gartneri Toftegaards spændende bod med plakater, bøger, planter, lakrids, chilisaucer m.v.
11.00 - 16.00 Workshop for børn på Gemyse - ’Lav din egen tomatsalat’
11.00 - 16.00 Snobrødsbagning i Gemyses have (35 kr. pr. person)
12.30 Foredrag ved Lene Tvedegaard om tomatens anvendelse, dyrkning og smag, Orangeriets scene
14.00 Foredrag ved Lene Tvedegaard om chilis anvendelse, styrke og dyrkning samt uddeling af præmier fra dagens konkurrencer, Orangeriets scene

Spilletidspunkt

Tid
Sted
Pris
1. september
Inkluderet i entréen til Tivoli