Leonidas Kavakos & Nikolaj Szeps-Znaider in duo

I den oprindelige Sommerklassisk-sæson, der blev af lyst af COVID-19, var Leonidas Kavakos og Nikolaj Szeps-Znaider på programmet i hver sin recital. Det er et scoop at kunne præsentere denne koncert, hvor to så store verdensstjerner musicerer sammen!

20. august 2020

Kl: 17:00

Glassalen

Nikolaj Szeps-Znaider vandt sin første internationale konkurrence som blot 14-årig og var også finalist i Yehudi Menuhin-konkurrencen for unge violinister. I 1992 som kun 16-årig – som den yngste nogensinde og den hidtil eneste dansker – løb han med sejren i Den Internationale Carl Nielsen Violinkonkurrence i Odense. Den internationale karriere blev der for alvor banet vejen for, da han i 1997 spillede sig til en fornem førstepris i verdens mest prestigefulde violinkonkurrence: Queen Elisabeth i Bruxelles.

Herefter lå verden åben for en solistkarriere på allerhøjeste niveau sammen med verdens bedste orkestre og pianister og med de helt store dirigentnavne.

Leonidas Kavakos har efterhånden befundet sig helt i toppen af violinpyramiden i mange år. Startskuddet til den internationale bevågenhed kom velsagtens med hans delte førstepris ved Sibelius Violinkonkurrencen i Helsinki tilbage i 1985. Han har holdt sig på toppen lige siden – ikke mindst manifesteret ved, at han i 2017 var modtager af Sonnings Musikpris i København. En ære, der kun tilfalder de allerstørste navne inden for den internationale klassiske musikverden.

Gennem årene har Kavakos optrådt som violinsolist med alle verdens førende orkestre og har i de senere år fungeret som ’artist in residence’ hos henholdsvis Concertgebouw i Amsterdam og Musikverein i Wien. Han har turneret som kammermusiker i samspil med verdensnavne som pianisten Yuja Wang og i en klavertrio med cellisten Yo-Yo Ma og pianisten Emanuel Ax. Sammen har de tre udgivet alle Brahms’ klavertrioer.

Medvirkende: Leonidas Kavakos, violin, Nikolaj Znaider, violin

Det allervigtigste for os er, at vi kan tage imod vore gæster på en sikker og forsvarlig måde. Derfor har vi lavet en række nye tiltag, så vi overholder myndighedernes anbefalinger. Vi har sørget for øget rengøring samt spritstationer i Haven og Salene, så du ikke skal bekymre dig om hygiejnen.

Salen er opdelt, så der altid er et spærret sæde mellem dem, der er i salg. Grupper har mulighed for at rykke sammen til arrangementet, så længe der er mindst ét sædes afstand til gæster uden for gruppen. Du er velkommen til at kontakte os på 33151001 eller info@tivoli.dk, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til bestilling.

Program

Händel: Triosonate i g-mol
Prokofiev: Sonate for 2 violiner, op. 56
Leclair: Sonate for 2 violiner i c-mol, op. 3 nr. 5
Bartók: Udvalgte duoer for 2 violiner