Medlemsbetingelser for Tivolikort

Ved køb af Tivolikort betragtes nedenstående betingelser som accepteret. Du opfordres til at læse disse betingelser grundigt, inden du køber dit Tivolikort.

1) Generelle vilkår for Tivolikort

1. Alle Tivolikort giver gratis adgang til Tivoli i Tivolis åbne sæsoner, herunder i Tivolis vinter-, sommer-, halloween og julesæson.

2. Et Tivolikort kan enten købes som et

  • abonnement med årsbetaling,
  • abonnement med månedsbetaling, eller som en
  • gave med udløb

3. Der findes følgende typer Tivolikort:

  • Tivolikort: Tivolikort giver adgang for Kortholder selv. Kortet er strengt personligt og kan ikke anvendes til adgang for andre end Kortholder.
  • Tivolikort Sølv: Tivolikort Sølv giver Kortholder mulighed for gratis at medbringe én ledsager pr. dag. Dette gælder kun ved entré sammen med Kortholder, og det er en betingelse, at ledsageren er en forretningsforbindelse, familie, kollega eller ven til Kortholder.
  • Tivolikort Guld: Tivolikort Guld giver Kortholder mulighed for gratis at medbringe op til fire ledsagere samlet pr. dag. Dette gælder kun ved samlet entré med Kortholder, og det er en betingelse, at ledsagerne er forretningsforbindelser, familie, kollegaer eller venner til Kortholder.
  • Tivolikort Wild: Tivolikort Wild giver adgang for Kortholder selv samt et gratis Turpas til Kortholder ved hvert Tivolibesøg (max ét pr. dag). Turpas er personlige og må ikke videresælges. En overtrædelse anses som misbrug af Tivolikortet.

4. Tivolikort købes som et digitalt produkt. Et fysisk Tivolikort kan købes mod et gebyr. Der opkræves ikke et gebyr for udstedelse af et fysisk Tivolikort Guld og for Tivolikort købt i B2B-forhold.

5. Alle typer Tivolikort er strengt personlige og må kun anvendes af Kortholder. Kortholder bærer ansvaret for, at Tivolikortet ikke benyttes uretmæssigt. Anvendes Tivolikortet af en anden end Kortholder, vil dette blive betragtet som misbrug af Tivolikortet, hvilket vil medføre, at Tivolikortet inddrages. Misbrug af et Tivolikort kan føre til retsforfølgelse, idet Tivoli forbeholder sig ret til erstatning for tab lidt i forbindelse med misbruget. Tivolikortet tilbageleveres ikke efter inddragelse, og betalingen for Tivolikortet refunderes hverken helt eller delvist.

6. Har Kortholder købt et Tivolikort, påhviler det Kortholder at færdiggøre sit Tivolikort via det link til Kortholders Mit Tivoli-profil, som sendes til Kortholder i forbindelse med købet. Kortholder kan også færdiggøre sit Tivolikort ved personlig henvendelse i Tivoli Box Office. Du kan læse nærmere om proceduren for færdiggørelse i pkt. 2.9 og 3.5.

7. Der er kun fri adgang til Tivoli i Tivolis åbne sæsoner, herunder i Tivolis vinter-, sommer-, halloween og julesæson, mod forevisning af gyldigt Tivolikort. Såfremt gyldigt Tivolikort ikke er medbragt, skal Kortholder betale normal entré, som ikke refunderes. Ved glemt Tivolikort Wild skal Kortholder ligeledes betale fuld pris for Turpas.

8. Mister Kortholder sit Tivolikort, skal Tivolis Call Center straks kontaktes på tlf. 33 15 10 01 eller ved skriftlig henvendelse til tivolikort@tivoli.dk, hvorefter Tivolikortet spærres. Anvendes Tivolikortet af en anden person, uden at det er spærret, anses det for misbrug, og kortet vil blive inddraget. Inddragne Tivolikort leveres ikke tilbage og refunderes ikke. Mistede eller beskadigede kort kan erstattes mod et gebyr.

9. Tivoli forbeholder sig ret til uden varsel at inddrage et Tivolikort, såfremt Tivoli vurderer, at Kortholder har handlet svigagtigt eller uretmæssigt i eller over for Tivoli, eller har udvist en uacceptabel opførsel over for andre gæster, ansatte eller inventar i Tivoli, eller ikke har efterlevet Tivolis til enhver tid gældende Haveregulativ eller henstillinger fra personale i Tioli.

10. Tivoli forbeholder sig ret til at begrænse Kortholders adgang til Tivoli på visse dage eller på visse tidspunkter. Dette vil f.eks. være nødvendigt, når sikkerhedsmæssige årsager taler herfor, eller hvor arrangementer inden for, eller uden for Tivoli tilsiger begrænset adgang til Tivoli. Kortholder opnår ikke ret til erstatning eller godtgørelse af anden art i den forbindelse

11. Alle Tivolikort kan købes online via Tivoli.dk og ved fysisk fremmøde i Tivolis Box Office, Tivolis Service Center og i Tivolis indgange.

12. Spørgsmål til Tivolikort rettes enten skriftligt eller telefonisk til: Tivoli Call Center , Vesterbrogade 3, Postboks 233, 1630 København V., tlf. 33 15 10 01 og e-mail tivolikort@tivoli.dk.

2) Tivolikort købt som abonnement

1. Tivolikort, der købes som et abonnement, tegnes som et løbende abonnement, der enten beregnes og betales for et år (årsbetaling) eller en måned (månedsbetaling) ad gangen.

2. Er kortet købt med årsbetaling, er kortet gældende for måneden, hvori kortet købes og de 11 efterfølgende måneder. Der betales for hele den første måned uanset datoen for købet.

3. Er kortet købt med månedsbetaling, er kortet gældende hele måneden, hvori kortet købes. Der betales for hele måneden uanset datoen for købet.

4. Gyldighedsperioden for Tivolikort købt som abonnement starter straks ved udstedelse. Dette gælder også selvom Tivolikortet købes i de perioder, hvor Tivoli er lukket.

5. En aftale om køb af Tivolikort som abonnement kan alene indgås af myndige personer over 18 år.

6. Tivolikort med årsbetaling kan købes i Tivoli Box Office og på Tivoli.dk. Køber vil her blive oplyst om nærværende Medlemsbetingelser, som køber skal acceptere. Færdiggørelsen kan ske i Box Office såvel som online via Tivoli.dk. Tivolikort købt ved fysisk salgssted kan kun betales forud med 1 år.

7. Tivolikort med månedsbetaling kan alene købes online via Tivoli.dk

8. Du kan købe Tivolikort som abonnement til andre end dig selv. Betalingsforpligtelsen vil være knyttet til dig som Administrator.

9. Tivoli forbeholder sig retten til at kræve et oprettelsesgebyr.

10. Færdiggørelse

  1. Hvis Kortholder er en anden end Tivolikortets Administrator (den person, som betalingsforpligtelsen påhviler), sendes et link til Kortholder. Linket indeholder instruktioner til Tivolikortets færdiggørelse på Mit Tivoli. Administrator modtager en e-mail med link til Mit Tivoli, hvor de resterende kreditkortoplysninger udfyldes.
  2. Kortholder færdiggør sit Tivolikort ved at oprette en profil på Mit Tivoli. Kortholder skal i den forbindelse oprette en adgangskode og tilknytte et billede af Kortholder selv. Billedet af Kortholder gemmes med henblik på adgangskontrol. Ved besøg i Tivoli vises dette foto på en skærm synlig for kontrolløren ved indgangen. Kortholder skal mod forlangende forevise gyldig legitimation. Det er ikke et krav for anvendelse af Tivolikortet, at Tivoli indsamler og opbevarer portrætfoto af Kortholder, dog er kortholdere, der ikke ønsker et foto registreret, forpligtet til altid at vise billedlegitimation ved adgang til Tivoli. Ændring af Kortholders navn kan ske ved henvendelse i Box Office, forudsat at Kortholders navn er tilsvarende ændret i Folkeregistret. Kortholders foto kan ændres, såfremt Tivoli vurderer, at Kortholders udseende er markant forandret. Kortholder skal endvidere registrere sin betalingsoplysninger til brug for den løbende betaling
  3. Det fysiske kort kan senere gøres elektronisk, ved at Kortholder tilføjer kortet i Tivolis app. Tivolikortet kan også printes.

11. Betaling

  1. Er Tivolikortet købt med månedsbetaling, skal der ske betaling for den første indeværende måned på tidspunktet for Tivolikortets udstedelse. Betaling kan alene ske online i forbindelse med købet på Tivoli.dk. Næste betaling forfalder mellem den 22. og 26. i den følgende måned.
  2. Er Tivolikortet købt med årsbetaling, skal der ske betaling for 12 måneder på tidspunktet for Tivolikortets udstedelse.
  3. Abonnementet kan betales med betalingskort og kreditkort.
  4. Når der trækkes betaling for en ny periode orienteres Kortholder og Administrator (sidstnævnte alene hvis Kortholder og Administrator ikke er samme person) derom via Mit Tivoli.
  5. Betales den løbende ydelse for Abonnementet ikke til den aftalte tid, udsendes en rykker til Tivolikortets Administrator via de oplyste kontaktoplysninger. Der kan pålægges rykkergebyr på 100 kr. efter rentelovens regler herom. Kortet spærres, indtil der er registreret gyldige betalingsoplysninger og betaling er sket. Forsinkelsen anses som væsentlig, såfremt der ikke er sket betaling senest 3 måneder fra forfaldsdagen, og Tivoli kan herefter beslutte at ophæve Kortholders abonnementsaftale.
  6. Aktuelle priser og gebyrer fremgår altid på Tivolis hjemmeside www.tivoli.dk/priser.
  7. Prisændringer meddeles via e-mail til den oplyste e-mailadresse senest 45 dage før prisændringen træder i kraft. Du kan læse mere om vilkårsændringer i pkt. 2.12.
  8. Såfremt Kortholder har haft et gyldigt Tivolikort købt som abonnement inden for de seneste 12 måneder, forbeholder Tivoli sig ret til at opkræve et oprettelsesgebyr, hvis Kortholder igen ønsker at købe et Tivolikort.

12. Opsigelse

  1. Tivolikort købt som abonnement kan opsiges med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter Abonnementsaftalens indgåelse. Når Abonnementet er opsagt, gentegnes Tivolikortet ikke ved kortets udløb.
  2. Tivolikort købt som abonnement skal aktivt opsiges og kan ikke sættes i bero.
  3. Abonnementet kan kun opsiges skriftligt via Mit Tivoli eller mail til Tivolis Call Center, tivolikort@tivoli.dk.
  4. Manglende betaling betragtes ikke som opsigelse.
  5. Tivolikortets Administrator kan opsige Abonnementet for Kortholder, hvis betalingsforpligtelsen påhviler Administrator.
  6. Opsiges et Tivolikort købt som abonnement med årsbetaling inden gyldighedsperiodens udløb, refunderes betalingen for den periode, der ligger efter opsigelsen. Beløbet refunderes ved personlig henvendelse i Box Office eller ved skriftlig henvendelse til Tivolis Call Center via tivolikort@tivoli.dk. Beløbet refunderes til et kontonummer eller til et kreditkort. Der afregnes efter den til enhver tid gældende prissats for månedlig betaling, således at betalingen for de måneder, der ligger før opsigelsen, beregnes som om, der for disse måneder var indgået aftale om et månedsbetalt abonnement.
  7. Tivoli tager forbehold for prisjusteringer i bindingsperioden. Du kan læse mere herom i pkt. 2.12.a.
  8. Kvittering for opsigelse sendes pr. mail til Tivolikortets Kortholder og Administrator (sidstnævnte alene hvis Kortholder og Administrator ikke er samme person).

13. Vilkårsændringer

  1. Tivoli forbeholder sig ret til at foretage prisjusteringer i bindingsperioden. Er Tivolikortet købt som abonnement med månedsbetaling kan Administrator, i tilfælde af prisjustering, opsige Abonnementsaftalen, herunder også i bindingsperioden. Såfremt Administrator har købt et fysisk Tivolikort, vil udgiften hertil i så fald blive refunderet.
  2. Væsentlige ændringer i Tivolis Medlemsbetingelser vil blive varslet på Tivolis hjemmeside www.tivoli.dk. Prisændringer meddeles via e-mail til den oplyste e-mailadresse senest 45 dage før prisændringen træder i kraft.

14. Fortrydelsesret

  1. Det er 14 dages fortrydelsesret for Tivolikort købt som abonnement. Denne fortrydelsesret bortfalder, hvis Tivolikortet tages i brug, herunder ved at Kortholder anvender Tivolikortet som adgangskort til Tivoli.

15. Tivoli Lux

  1. Tivoli Lux er et fordelsprogram, der giver adgang til en række kalenderbaserede og personlige fordele i Tivoli. For at få adgang til fordelene i Tivoli Lux, skal Tivolikortet være købt som abonnement, Kortholder skal have en Mit Tivoli-profil samt have takket ja tak til at modtage Tivolis nyhedsbrev ”Tivoli Tæt På”.

3) Tivolikort købt som gave

1. Ved køb af Tivolikort som gave, kan køber vælge den måned, som Tivolikortet skal gælde fra, dog maksimalt to måneder fra købsdatoen. Kortet vil være gyldigt i 12 måneder.

2. Tivolikort købt som gave er gyldigt i 12 måneder fra den måned, som køber har valgt, at Tivolikortet skal gælde fra. Dette gælder selvom Tivolikortet først færdiggøres senere, og selvom Tivoli har lukket i købsperioden.

3. Et Tivolikort uden registrerede betalingsoplysninger udløber efter den forudbetalte periode på 12 måneder og er dermed ikke et abonnement. Korthaver kan konvertere eller gentegne Tivolikortet, således at Tivolikortet får karakter af et løbende abonnement med enten årsbetaling eller månedsbetaling.

4. Kort købt som gave og ved BTB-salg er gyldige fra den fastsatte startmåned og de følgende 11 kalendermåneder og udløber herefter, medmindre der er inden udløb er tegnet et abonnement.

5. Færdiggørelse

  1. a. Tivolikort købt som gave færdiggøres via Tivolis app, Tivoli.dk eller ved fysisk henvendelse i Box Office. Tivolikortet færdiggøres, når Kortholder har knyttet sit navn samt et billede af sig selv til Tivolikortet.

6. Betaling

  1. Tivolikortet kan betales med betalingskort, kreditkort samt Mobilepay. Tivolikortet kan ligeledes betales kontant.
  2. Ved køb af Tivolikort som gave betaler køber forud for hele aftaleperioden, dvs. 12 kalendermåneder.
  3. Aktuelle priser fremgår altid på Tivolis hjemmeside, se www.tivoli.dk/priser.

7. Vilkårsændring

  1. Væsentlige ændringer i Tivolis Medlemsbetingelser vil blive varslet på Tivolis hjemmeside www.Tivoli.dk. Prisændringer meddeles abonnenter via e-mail til den oplyste e-mailadresse senest 45 dage før prisændringen træder i kraft.

8. Fortrydelsesret

  1. Tivolikort købt som gave kan refunderes inden for 14 dage ved personlig henvendelse i Box Office eller ved skriftlig henvendelse til Tivolis Call Center på tivolikort@tivoli.dk. Dette gælder alene Tivolikort købt af privatpersoner (B2C).
  2. Er Tivolikortet købt som gave i B2B-forhold, gælder der ingen fortrydelsesret

4) Markedsføring og nyhedsbreve

1. Ved køb af et Tivolikort vil du samtidigt blive tilbudt at modtage e-mails og nyhedsbreve fra Tivoli med bl.a. aktuelle medlemsfordele og -tilbud, informationer om arrangementer og rabatter i Tivoli samt tilbud og fordele som kan opnås hos Tivolis samarbejdspartnere. Tivoli samarbejder med virksomheder inden for turist-, bil-, beklædnings-, drikkevare-, hotel- og energibranchen. Du kan til enhver tid se en oversigt over Tivolis samarbejdspartnere på www.tivoli.dk/erhverv/sponsorer. Det vil altid være Tivoli, der udsender tilbuddene på vegne af samarbejdspartnere. Hvis du tidligere har sagt ja til at modtage e-mails og nyhedsbreve fra Tivoli, men ikke længere ønsker at modtage disse e-mails og nyhedsbreve, kan du framelde dig ved at rette henvendelse pr. mail på tivolikort@tivoli.dk eller ved at benytte knappen "Afmeld Tivoli Tæt På" i bunden af nyhedsbrevet.

5) Persondata

1. Som et naturligt led i Tivolis aktiviteter og markedsføringen af Tivoli behandler vi oplysninger om vores Tivolikortholdere og øvrige gæster. Det er Tivolis politik, at der skal være åbenhed om denne behandling. Det er Tivoli A/S, cvr.nr. 10404916, Vesterbrogade 3, 1620 København, der er dataansvarlig for denne indsamling og behandling af personoplysninger.

2. I forbindelse med afgivelsen af oplysninger vil det altid fremgå, hvorvidt afgivelsen er frivillig eller nødvendig for gennemførelsen af den ønskede handling.

3. Tivoli indsamler, lagrer og bearbejder oplysninger om navn, adresse, foto, e-mailadresse, telefonnummer og fødselsdato og e-mailtilladelser for Tivolikortholdere og indehavere af profiler på Mit Tivoli i øvrigt, samt oplysninger om disse personers foretrukne brug af Haven og dens aktiviteter,

4. Tivoli registrerer derudover oplysninger om Tivolikortindehaveres besøg i Haven i indeværende sæson til brug for inddeling i forskellige kategorier, herunder kategorier af besøgsmønstre mv., og for at sikre mod et eventuelt misbrug af Tivolikortene.

5. Når du henvender dig til Tivolis Kundeservice eller kommunikerer med os i anden sammenhæng, indsamler og behandler vi de oplysninger, som du afgiver med henblik på at behandle dine henvendelser. Vi opfordrer dig til ikke at afgive følsomme personoplysninger til os medmindre, det er strengt nødvendigt for behandlingen af din henvendelse. I så fald bør oplysningerne alene sendes i krypteret form.

6. Tivoli anvender cookies på vores hjemmesider og applikationer. Disse kan indsamle personoplysninger. Anvendelse af cookies og behandlingen af personoplysningerne i den forbindelse er nærmere beskrevet i vores cookiepolitik, som kan findes her.

7. Tivoli anvender personoplysningerne til at administrere din profil på Mit Tivoli og dit Tivolikort. Det gør vi for at give dig den bedst mulige information om aktiviteter og tilbud i Haven og til at tilpasse Haven og dens tilbud til dig og vores øvrige gæster. Herudover anvender Tivoli oplysningerne til brug for Tivolis markedsføring og udarbejdelse af statistik og analyser.

8. I forbindelse med at Tivolikortet tages i brug, tager Tivoli et portrætfoto af Kortholder. Fotoet, der alene vil blive brugt af Tivoli i forbindelse med adgangskontrol, vil blive gemt i Tivolis database. Ved besøg i Haven kan fotoet blive vist på en skærm, der kun er synlig for kontrolløren ved indgangen. Det er ikke et krav for anvendelse af Tivolikortet, at Tivoli indsamler og opbevarer et portrætfoto af Kortholder, dog er kortholdere, der ikke ønsker et foto registreret, forpligtede til altid at vise billedlegitimation ved adgang til Tivoli.

9. Vores grundlag for behandling af dine personoplysninger er primært opfyldelse af den aftale, der er indgået mellem dig og Tivoli vedrørende din profil på Mit Tivoli og dit Tivolikort. Vi behandler portrætfoto med dit samtykke. Herudover behandler vi personoplysninger på grundlag af vores legitime interesse i at foretage markedsføring, udvikle eksisterende samt nye services og produkter, foretage analyser og statistik af vores kundesegmenter, produkter og services. Personoplysninger vil endvidere kunne blive behandlet med henblik på at gøre et retskrav gældende.

10. Vi gør opmærksom på, at brug af personoplysninger til fremsendelse af markedsføringsmateriale kun finder sted, hvis du forinden har afgivet sit udtrykkelige samtykke, medmindre loven giver mulighed for, at vi kan kontakte dig uden forudgående samtykke

11. Tivoli er ansvarlig for, at de personoplysninger, Tivoli behandler, er ajourførte, og Tivoli opbevarer ikke personoplysninger i længere tid end nødvendigt. Tivoli sletter således personoplysninger, senest 24 måneder efter, at Tivolikortet udløber, medmindre Tivoli fortsat er forpligtet til at opbevare oplysningerne i medfør af gældende ret.

12. Er du indehaver af et Tivolikort og en profil på Mit Tivoli, har du ret til at få indsigt i, hvilke oplysninger Tivoli behandler om dig og til hvilket formål, oplysningerne behandles. Du har endvidere ret til at gøre indsigelse mod, at oplysningerne behandles, og du har ret til at kræve, at oplysninger, der er urigtige, vildledende eller på anden måde er behandlet i strid med lovgivningen, berigtiges og slettes. Ønsker du at benytte dig af disse rettigheder, kan du rette henvendelse til Tivoli A/S, Vesterbrogade 3, 1630 København V.

13. Tivoli forbeholder sig retten til at foretage brevfletning af data på personer, som bor på samme adresse. På den måde undgås, at man i en familie, hvor alle har Tivolikort og bor på samme adresse, f.eks. modtager fire breve, et til mor, et til far og et til hvert af børnene, men i stedet modtager ét brev, hvor alle oplysninger er samlet.

14. Du kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke til behandling af personoplysninger, som du tidligere har afgivet til Tivoli. Vi vil herefter slette personoplysningerne, medmindre vi kan fortsætte behandlingen på et andet legitimt grundlag. Tilbagekaldelse af samtykke kan medføre, at det ikke længere vil være muligt for os at tilbyde samme produkter og services.

15. Tivoli videregiver ikke dine personoplysninger til tredjeparter uden din tilladelse jf. dog nedenstående pkt. 5.16. Under visse omstændigheder, og i henhold til lovgivningen, kan det dog være nødvendigt at videregive personoplysninger til offentlige myndigheder eller politiet.

16. Tivoli overlader i visse tilfælde dine personoplysninger til Tivolis leverandører, som leverer ydelser på Tivolis vegne, fx i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve. Disse leverandører behandler alene personoplysningerne på Tivolis vegne og i overensstemmelse med Tivolis instruks og kan således ikke behandle personoplysninger til egne formål.

17. Tivoli lægger stor vægt på, at alle personoplysninger behandles fortroligt, og oplysningerne vil kun være tilgængelige for et begrænset og relevant antal medarbejdere hos Tivoli, der er instrueret i, hvordan personoplysninger skal behandles i overensstemmelse med gældende ret.

18. Vores hjemmeside kan indeholde links til andre websites eller til integrerede websites. Vi er ikke ansvarlige for indholdet af andre selskabers websites eller deres praksis i forbindelse med indsamling af personoplysninger. Når du besøger andre websites, opfordres du til at læse indehaverens politik med hensyn til beskyttelse af personoplysninger samt andre relevante politikker.

19. Hvis du har spørgsmål til eller ønsker at klage over behandlingen af personoplysninger, kan du altid kontakte Tivoli via e-mail eller telefon som angivet netop ovenfor. Du kan også rette henvendelse til Datatilsynet, Borgergade 28, 5., 1300 København K.