11. november 2015

Jul i Tivoli 2015

Tivoli bruger i år omkring 1.5 millioner kroner på at give gæsterne nye lysoplevelser i forbindelse julesæsonen. Når dørene slås op til Jul i Tivoli, vil man udover Alpelandet på Plænen bl.a. kunne opleve et musikalsk Julelysshow i Kinaområdet, hvor et lystæppe med over 16.000 lyspunkter foldes ud. Julelysshowet, der ikke er set før i Danmark. Herudover bydes der på Teaterkoncerten Come Together, juleboder, guirlander i kilometervis, og sneklædte grantræer i Alpeland. Jul i Tivoli kan opleves til og med den 3. januar, og indbefatter også juleaftensdag til kl. 16:00, Nytårsaften og Fyrværkerifestival ind i det nye år.



Der bliver i år hængt 30.000 nye julekugler op i Tivoli, og der bliver brugt ca. 10.000 mandetimer til klargøring af Jul i Tivoli i 2015. Udover mekaniske nisser, Alpeland, forlystelser og 50 handelsboder, sætter Tivoli fokus på nye lysoplevelser. Ambitionen er at lave en lys-attraktion af international standard. 



Ud af mørket ind i lyset

Der bliver bl.a. tale om nye lysoplevelser i Kinaområdet, hvor et nyt julelysshow iform af et lystæppe med over 16.000 lyspunkter folder sig ud under Dæmonen. Her kan gæsterne se frem til forskellige shows i løbet af aftenen, hvor musik indgår. Rotunden ved Tivolis Koncertsal omdannes til en lysende juletromme med lys og objekter, der tager afsæt i julens magi. På Plænescenen vil et lystæppe skabe vinterhimmel i baggrunden med faldende sne og andre vintermotiver. Vandfaldet på den 100 år gamle Rutschebane erstattes af et nyt lysvandfald.



Skisportsstemning

I det nordiske område bor Julemanden i sin julestue på Pantomimeteatret. Gæsterne kan også se frem til det 2000 m2 store område på Plænen, der transformeres til et Alpeland, hvor ski og kælke står henslængt op ad husene, mens duften af kanel fylder luften. Der vil være sneklædte huse med røg i skorstenene og et 250 m2 stort alpe-gasthaus. Alpe-ekspressen tæt på Tyroler-karrusellen kører i pendulfart. Småbørnene kan se frem til, at veteranbilerne får nyt snelandskab med snedriver og snemænd som de skal passere.



Tivolis udviklingschef Jacob Helenius siger;

”Vi har købt 30.000 julekugler, og selv om det vil tage 30 raske unge 10 dage at hænge dem op, så bliver det besværet værd. Vi har store forventninger til de nye lystiltag i Haven, der gerne skulle blive en attraktion i attraktionen, og bringe danskere såvel som turister i den rette julestemning.”



Nyansat lysdesigner i Tivoli Jesper Garde Kongshaug fortæller:

Julen i år bliver udvidet med nye oplevelser, hvor ny teknologi bruges til at bringe magien helt ud i hjørnerne af Haven. Der er fokus på den særlige skandinaviske stemning i lyset, og vi er i gang med at introducere et nyt lag af fortryllelse oveni. Ambitionen er at tage gæsterne med på en lys-rejse, der ikke er set før i Danmark, hvor vi kan måle os med de bedste i branchen på internationalt niveau”.



Smagen af jul

Alle restauranterne i Tivoli er åbne, og der findes mad til enhver smag og pengepung. Knasende nødder, sprøde æbleskiver og velduftende glögg, er bl.a. nogle af de julegodter, der hører julen til. Der bliver til jul opsat mere end 50 boder, der byder på alt fra glögg til uldtrøjer.



Teaterkoncert Come Together

Der lægges op til en potent Beatles fest i Tivolis Koncertsal, når Tivoli genopsætter Teaterkoncert Come Together, der er baseret på sange af John Lennon og Paul McCartney. Den anmelderroste teaterkoncert har netop fået grønt lys til også at bruge et par håndplukkede George Harrison sange herunder ”Here Comes The Sun”. Forestillingen er også tilført en række andre nye sange, hvor en af dem er valgt af danske Beatles fans. Det blev I Wanna Hold Your Hand, som oprindeligt var Beatles’ helt store gennembrud i USA. Teaterkoncerten som er specialdesignet til Tivolis Koncertsal kan opleves i Tivolis Koncertsal fra den 12. november 2015.  



Slut året af med manér 

Årets Fyrværkerifestival i Tivoli bliver delt op i tre temaer. Fra første juledag til og med den 27. december får hver dag sin særlige farve. Farverne bliver rød, grøn og gul. Nytårsaften bliver fyrværkeriet afviklet kl. 22:00 inden det går løs i resten af landet. Fyrværkerifestivalen fortsætter på årets første dag til og med den 3. januar under temaet ”tempo”. Den ene aften lægges der langsomt ud, hvor der bygges op til en finale. Den anden aften bliver det omvendt, og den tredje aften bliver der fundet på noget nyt med afsæt i tempo. I front for festivalen står den erfarne fyrværker Gunnar B. Knudsen, der kan bryste sig af at være Danmarksmester i Fyrværkeri.

 



  • Lys, Jul i Tivoli

    Samlet set er der en  ½ million lyspunkter aktiveret under Jul i Tivoli

 

  • Hovedindgangen

    Den store stjerne har 197 lyspunkter.
  • Nimb

    På Nimbs facade er der 3.017 pærer.

 

  • Det store juletræ

    Der er 12.000 lyspunkter på det store juletræ.
  • Ved Dæmonen

    Ny lysoplevelse. Lystæppe med 16.000 lyspunkter, effekter og musik.

 

  • Dæmonen er iklædt en stjernehimmel med 5.550 lysdioder på den 564 meter lange bane.

 

  • Rotunden ved Koncertsalen

    Ny lysoplevelse
  • Det japanske Taarn

    Der er 2.800 kupler på Det japanske Taarn
  • Hovedalleen og zigzagalleen

    Tivolis ’hovedvej’ er oplyst af lysbuer; der er i alt 3.000 lyspunkter langs alleerne.
  • Tivoli Søen med piletræer

    Lysbuerne langs søbredden har 4.135 lamper/kupler.

 

  • I piletræerne er monteret i alt 100.000 lyspunkter.

 

  • 3,5 km granguirlander pyntet med 130.000 lyspunkter

 

 

     

 

Med venlig hilsen

Torben Plank

Pressechef

22 23 74 40

tpl@tivoli.dk