4. november 2014

Nikolaj Koppel bliver ny underdirektør for Kultur i Tivoli

Den tidligere klassiske pianist og nuværende tv-vært, kanalchef på DR P2 samt redaktør på P1 Nikolaj Koppel bliver ny underdirektør for Kultur i Tivoli fra den 1. januar 2015.

Det er lykkedes at få den 45-årige Nikolaj Koppel tilbage i Tivoli, hvor han i årene 2005 – 2010 var Tivolis Musikchef med stor succes. Nikolaj Koppel kommer som ny underdirektør for Kultur i Tivoli til at stå i spidsen for hele kultur- og underholdningsområdet. Han overtager samtidig ansvaret for Tivolis klassiske musikprofil, herunder Tivoli Festival.

Ny profil i spidsen for kultur og underholdning i Tivoli
Nikolaj Koppel returnerer til et Tivoli, der i det seneste år har udvidet sine mange aktiviteter ikke mindst med hensyn til Tivolis Koncertsal og Glassalen, der har trukket fulde huse til musicals, balletter, koncerter og teaterforestillinger.

Nikolaj Koppel afløser underdirektør Stine Lolk, der efter 4 år i spidsen for Tivolis kultur- og underholdningstilbud og samlet set 15 års ansættelse i Tivoli har valgt, at det er på tide at gå nye veje. Stine Lolk fratræder 1. februar 2015 og siger følgende i forbindelse med sin beslutning:

”Det har været et kæmpe privilegium at få lov at arbejde 15 år i fantastiske Tivoli. Jeg siger farvel på et tidspunkt, hvor der aldrig har været så meget aktivitet på den kulturelle front i Tivoli som nu, og det er jeg stolt af. Jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre end Nikolaj Koppel til at tage den stafet, så jeg forlader Tivoli med ro i maven og ikke mindst en glædens forventning, om hvad der venter mig på den anden side af Havens porte”, siger Stine Lolk.

Nikolaj Koppel tiltræder 1. januar og glæder sig til at vende tilbage til Tivoli efter 4 år i DR og siger:
”Tivoli indtager en helt særlig position som ledende kulturinstitution i Danmark. Fra mine år som Musikchef er jeg meget bevidst om man skal evne at finde den rigtige balancegang mellem tradition og fornyelse i Haven. Tivoli skal levere oplevelser af stor kvalitet og bredde, samtidig skal der være plads til at overraske sit publikum. Jeg er meget tilfreds med at kunne se tilbage på nogle år som kanalredaktør i DR med konkrete resultater på P2 og i P1-regi, nu glæder jeg mig til at komme tilbage til Tivoli og indtage en ny rolle.”

Adm. direktør for Tivoli, Lars Liebst siger om Nikolaj Koppel:

”Med Nikolaj Koppel får vi en stor lederkapacitet med en meget dyb faglig kunstnerisk indsigt. Vi fortsætter med at øge vores kreative tiltag i Tivolis Koncertsal, Glassalen og rundt om i Haven. Nikolaj vil også kunne etablere og videreudvikle Tivoli-Gardens musikskole og Tivoli Balletskole i rammerne af Tivoli-Huset af unge talenter. At Nikolaj har været ude og få inspiration i DR og der har vist sit store lederpotentiale bliver en gevinst for Tivoli og kulturen i København”.

 Om underdirektør Stine Lolks beslutninger udtaler Lars Liebst:
”Uanset hvilket område Stine har stået i spidsen for har hun altid leveret resultater i særklasse. Hvad enten det har handlet om presse og kommunikation, HR eller underholdningsinitiativer har hun med sit unikke talent og høje faglighed været en fabelagtig repræsentant for Tivoli. Stines evner til at lede, motivere og skabe resultater gennem andre ligger også til grund for de flotte resultater, som hun gennem sine mange år i Tivoli har skabt. Jeg respekterer Stines eget valg om nye udfordringer og ønsker hende alt det bedste i fremtiden.” 

Kort om Nikolaj Koppel

Nikolaj Koppel er født den 6. marts 1969 i Gentofte. Han begyndte at spille klaver som 3-årig og optrådte som professionel fra 20-års alderen og har turneret som solist i USA, Tyskland, Australien og Skandinavien. I 2000 meddelte han efter to internationale pladeudgivelser, at han ville trække sig tilbage fra koncertlivet og være journalist i stedet.

2000 – 2005 Redaktionschef på Euroman og freelance journalist på bl.a. Information og Weekendavisen.
2005 – 2010 Musikchef i Tivoli.
2010 - 2011 Vært på DR Aftenshowet.
2011 - 2014 Kanalredaktør på DR P2 og desuden redaktør på DR P1 og DR1.

Nikolaj har sideløbende virket som TV-vært på DR1 og har kunnet ses i en lang række programmer og events, bl.a. Danmarks Indsamling, Kronprinsparrets Kulturpriser, Spil for Livet, Maestro, Hendes Majestæt Dronning Margrethes 40 års regeringsjubilæum og Eurovision Song Contest.

Nikolaj vil stadig være at finde på TV skærmen ind imellem – næste gang i forbindelse med Danmarks Indsamling på DR1 i slutningen af januar 2015.

Nikolaj er gift med Sille Kroyer Koppel, og sammen har de børnene Simon og Emilie.

 Info:
Foto: Vedlagte fotos er til fri redaktionelt brug og er taget af henholdsvis Agnete Schlichtkrull/DR  og Tivoli.
Interviews kan fås ved at kontakte pressechef Torben Plank, 22 23 74 40, eller tpl@tivoli.dk

Med venlig hilsen

 
Torben Plank
Head of Press, Brand & Communications
Pressechef, Brand & Kommunikation
 
T  +45 33750440
M  +45 22237440
TPL@TIVOLI.DK 
 
Vesterbrogade 3, 1630 København V
www.tivoli.dk