20. juni 2014

Tivoli vinder vigtig sag

Højesteret har i dag givet Tivoli medhold i sagen mellem Montana og Tivoli om retten til at markedsføre en Verner Panton-stol under navnet Tivoli Stolen. Tivoli tilkendes 2 mio.kr. i erstatning.

Højesteret har i dag stadfæstet Sø- og Handelsrettens dom og bestemt at Montana A/S skal betale 2 mio.kr. med renter til Tivoli A/S for uberettiget brug af Tivolis navn. Desuden skal Montana A/S betale Tivoli A/S 376.000 kr. i sagsomkostninger.

Med andre ord finder Højesteret lige som Sø- og Handelsrettet ”at Tivoli ikke har udvist retsfortabende passivitet og at Montana Møbler derfor har krænket Tivolis varemærkerettigheder ved anvendelsen af betegnelsen Tivoli Stolen og andre betegnelser for stole, hvor mærket Tivoli indgik.”

Underdirektør, Brand & Kommunikation i Tivoli Dorthe Weinkouff Barsøe siger:
Med dommen i dag, kan vi glæde os over, at Højesteret endnu engang fastslår, at et varemærke er et aktiv, der ikke kan benyttes af andre uden tilladelse. Dommen er et signal til virksomheder, der påtænker at benytte sig af andres kendte varemærker i deres markedsføring, om, at dette er i strid med varemærkeloven og markedsføringsloven.” 

Det er ikke bare vigtigt for Tivoli og andre kendte, danske varemærker. Det er vigtigt for hele Danmark, hvor vi i stigende grad skal leve af vores opfindsomhed og kreativitet og af en positiv opfattelse af vores store, internationalt kendte brands.”

Forhistorien
I 2004 henvendte Montana sig til Tivoli med ideen om at relancere en stol af designeren Verner Panton, som han tegnede i 1955 designede med henblik på brug i en restaurant i Tivoli. Produktionen af denne stol ophørte i 60’erne. Ønsket var at producere en lettere modificeret udgave af den oprindelige stol og kalde den ”Tivoli-stolen”.

Tivoli gjorde allerede dengang opmærksom på, at en sådan brug af Tivolis varemærke ville kræve at parterne indgik en licensaftale om brugen af navnet. Aftalen kom aldrig i stand, da Montana afviste Tivolis udkast til en sådan licensaftale.

Tivoli fandt at Selskabets rettigheder blev krænket ved Montanas brug af varemærket til markedsføring af stolene og indbragte sagen for Sø- og Handelsretten, der dengang var relevant værneting inden for IPR (Intellectual Property Rights, dvs. beskyttelse af immaterielle rettigheder). Sø- og Handelsretten afsagde dom i sagen den 12. maj 2012. Domme der gav Tivoli medhold i, at Montana med brug af Tivolis varemærke til markedsføring af stole, havde krænket Tivolis rettigheder. Montana blev på den baggrund pådømt at betale 750.000 kr. ekskl. moms til Tivoli, samt at betale 25.000 kr. i bødestraf. Hertil kom sagsomkostninger som skulle betales til Tivoli, stort 100.000 kr.

Montana ankede sagen til Højesteret, der den 20. juni 2014 har afsagt dom i sagen. Montanas anke indeholder hovedsageligt påstand om, at Tivoli ved passivitet har fortabt sine rettigheder i forbindelse med brug af varemærket ”Tivoli-stolen”, da denne betegnelse var hyppigt anvendt i 1950’erne og 60’erne. Tivolis påstande var hovedsageligt en stadfæstelse af Sø- og Handelsrettens dom, dog med ønske om en forhøjelse af kompensationen for uretmæssig brug af Tivolis navn.

Venlig hilsen

Torben Plank
Pressechef / Head of Press, Kommunikation
 
T  +45 33750440
M  +45 22237440
TPL@TIVOLI.DK 
 
Vesterbrogade 3, 1630 København V
www.tivoli.dk