6. august 2014

CeeLo Green rykker fra Koncertsalen til Plænen

Den bedste danske sommer i 100 år er over os, og derfor har det amerikanske popikon CeeLo Green og Tivoli valgt at flytte hans koncert ud i det fri. I stedet for de indendørs rammer i Tivolis Koncertsal, kan CeeLo Green og hans band nu opleves live på Plænen under åben himmel mandag den 11. august kl. 20.30. Samtidig gøres koncerten gratis for Havens gæster, så alle kan få mulighed for at synge med på hits som F**k You og Crazy.

Et af de helt store amerikanske popikoner gæster Tivoli mandag den 11. august. CeeLo Green er også kendt som den ene halvdel af duoen Gnarls Barkley og manden bag en række kæmpehits. Inden den Grammy-vindende sanger, sangskriver og producer lægger sidste hånd på sit nye album, tager han på europaturné. Her lægger han vejen forbi Tivoli med sit band – nu udendørs i sommervejret på Plænen.

Hits fra Gnarls Barkley og solo
I 2010 dansede hele verden pludselig rundt og skrålede ”Fuck You” med et stort smil på læben. Det var CeeLo Green, der med sit super soulede nummer F**k You bittersødt sang om sin ekskæreste og hendes nye og mere velhavende ven! CeeLo Greens stemme var allerede kendt på det tidspunkt, da han sammen med produceren Danger Mouse udgjorde duoen Gnarls Barkley, som havde et gigantisk hit med Crazy. Koncerten på Plænen i Tivoli vil byde på numre fra CeeLo Greens varierede bagkatalog med både følsomme, flabede, soulede og svedige hits.

Læs mere om koncerten HER.

Vedlagte billede til fri redaktionel brug.

Kontakt:
Pressemedarbejder Camilla Grausen: cagr@tivoli.dk
Tivoli presseafdeling: press@tivoli.dk / + 45 33750738