Hverdagen i Tivoli-Garden

Musik og øvelse – året rundt!

Det kræver tid og energi af garderne – og deres familier – at være en del af Tivoli-Garden. Det høje musikalske niveau, de flotte parader og den høje grad af ansvarlighed og disciplin kommer nemlig ikke af sig selv. 

I de mere intensive perioder bruger garderne op mod 20 timer om ugen på parader, koncerter, orkesterprøver, enetimer, egen øvning og særarrangementer udenfor Tivoli. Alle garderne har naturligvis almindelig skolegang ved siden af deres 3-5 ugentlige dage i Tivoli.

De børn, der optages i Tivoli-Garden , begynder en meget målrettet musikalsk uddannelse på eliteplan, der kræver tid, indsats og fokus. Og når de som 16-årige pensioneres og må forlade Tivoli-Garden, er de rutinerede, ansvarsbevidste og gennemmusikalske unge mennesker, der kan bruge deres oplevelser og færdigheder i mange andre af livets sammenhænge; både professionelt og personligt.

En målrettet musikalsk opvækst

Tivoli-Gardere

Den typiske rejse gennem Tivoli-Garden er én lang musisk og menneskelig uddannelse fra du er 8 til 16 år.

Når du bliver optaget i Tivoli-Garden, er du det første år på Tambourkorpsets elevskole, hvor du lærer at spille marchtromme eller marchfløjte. Der er fælles prøve en gang om ugen, og dertil får du brug for at øve hjemme hver dag. Desuden er der undervisning i at marchere og i musikteori, for det er nødvendigt at lære noder og rytmer som en del af den musikalske grundskole.

Efter ca. et år kan du noget, som Tivolis gæster vil se og høre på, og så kommer du i Tambourkorpset og får uniform – med bjørneskindshue. Så er du med til at spille og gå parader i Tivoli. De første 2-3 år er du medlem af Tambourkorpset.

Tryk på plusset og læs mere.

Og når du er klar til flere udfordringer, kan du søge om optagelse på Musikkorpsets elevskole, hvor du får eneundervisning på et blæseinstrument hver uge. På samme tid kan du være medlem af Tambourkorpset eller Fanevagten, men det største arbejde er din egen øvning, for på bare et år eller to bliver eleverne dygtige nok til at træde ind i Tivoli-Gardens orkester, Musikkorpset.

Her spiller I rigtig orkestermusik – ikke juniorudgaver af den ægte vare. Som medlem af Musikkorpset skal du bestå årlige musikprøver. Og udviklingen stopper ikke her, for også i Musikkorpset vokser medlemmerne med opgaverne. Du kan blive koncertmester, gruppeleder, solist, tambourmajor, dirigent eller få andre betroede hverv.

Udover Tambourkorpset og Musikkorpset har Tivoli-Garden Fanevagten, der udover at vogte fanen specialiserer sig i optræden med eksercits. De marcherer med gevær og fane på paraderne, og til hverdag øver de sig på deres instrumenter – eller har simpelthen valgt, at de gerne vil undvære musikken men stadig være en del af Tivoli-Garden.

I praksis er der mange veje gennem Tivoli-Garden, og vi tilrettelægger alle børns forløb individuelt. For selv om børnene er i uniform, når de optræder, er de individer, når støvlerne er pudset, og den røde jakke er hængt på plads.
Tern_TG_2
Tern_TG_1

Undervisning i topklasse

Eleverne i Tivoli-Garden bliver meget dygtige meget hurtigt. Det skyldes selvfølgelig, at de bruger meget tid på musikken. Og så er vi omhyggelige med, at de får undervisning af de bedste lærere og instruktører, spiller på gode instrumenter og får opgaver, der udvikler dem.
Vi lægger stor vægt på kammeratskab og trivsel, og de gode oplevelser er noget, der modner den enkelte garder og som bæres med resten af livet.
 

Tivoli-Garden dækker udgifterne til undervisning, instrumenter, noder, rejser m.m. for garderne. Og til gengæld skal Tivoli så kunne regne med dem til parader og koncerter, så der hverken bliver huller i geleddet eller i musikken.
Som Tivoli-garder er man ansat i Tivoli. 

Der stilles høje krav til Tivoli-garderene og deres familier - til gengæld får de en unik musikalsk uddannelse på meget højt niveau. 

TV-indslag

16 år og pensioneret

Kai Zhang har spillet i Tivoli-Garden i syv år. Men han er netop fyldt 16 år og er derfor for gammel til at være medlem af musikkorpset.

Her kan du se, når Kai Zhang sammen med de andre 16-årige drenge skal have deres æresmedalje for mange års tro tjeneste i Tivoli-Garden.

Se alle indslag

Tern_TG_3

Rejser over hele verden

Tivoli-Garden optræder ikke kun i Tivoli, men også rundt om i landet, samt udenfor Danmarks grænser.

Heldigvis er der mange, der gerne vil opleve Tivoli-Garden, og der kommer jævnligt invitationer fra ind- og udland. Så i store eller små grupper flyver, sejler eller kører Tivoli-Garden ud i verden med et passende antal voksne og en større oppakning af uniformer, instrumenter og andet nødvendigt udstyr. 

Blandt de mange oplevelser en Tivoli-garder får, er udlandsrejserne noget af det mest spændende, og mange bliver ikke bare dygtige musikere i deres garder-tid. De bliver også berejste og rutinerede i at optræde. 

I Tivoli-Gardens lokaler hænger et verdenskort med en nål på alle de steder, Tivoli-Garden gennem tiden har besøgt. Mange steder er besøgt flere gange, men får alligevel kun én nål.