Din kurv er tom

Dronning Margrethe og Tivoli Ballet Teater

Dronningens samarbejde med Tivoli går tilbage til 2001. Her skabte hun scenografien til H.C. Andersen-forestillingen "Kærlighed i Skarnkassen", hvor tre eventyr flettes sammen til en historie om hovmod, der står for fald.

Derefter kom "Tommelise" i 2005, "Fyrtøjet" i 2007, "Svinedrengen" i 2009 og "Den standhaftige Tinsoldat" i 2013. Alle balletter med koreografi af Dinna Bjørn, tidligere danser på Pantomimeteatret, balletchef på Den Norske Opera og i dag en højt respekteret Bournonville-ekspert. Musikken er komponeret af James Price. Dronningen skabte desuden dekorationer og kostumer til helaftensballetten "Nøddeknækkeren" i Tivolis Koncertsal i 2012.


Dronning Margrethe og Oh Land

Askepot

Kompagniets samarbejde med Dronningen er altid interessant og nyskabende. Sidste sommer fik Dronningens seneste værk premiere på Pantomimeteatret. Det var balletten Askepot, hvor Dronningen for første gang arbejdede sammen med den danske sanger og komponist Oh Land, der skabte musikken, og den russiske koreograf Yuri Possokhov. 

Repremieren på Askepot bliver torsdag den 22. juni 2017 på Pantomimeteatret.
Askepot_tern
Tinsoldaten_460x259png
2013

Den standhaftige Tinsoldat

Foreløbig sidste udspil fra James Price og Dinna Bjørn blev H.C. Andersens eventyr om tinsoldaten og danserinden. Balletten havde premiere i 2013, og her kunne man opleve dansende flammer og brusende bølger på scenen, foruden kloakrotter, kinesiske dukker og den dejligste danserinde af papir.
Nødde_460x259
2012

Nøddeknækkeren

I 2012 skabte Dronningen scenografi til juleballetten "Nøddeknækkeren", der gik for fulde huse i Tivolis Koncertsal både i 2012, 2014 og 2016.

Den klassiske historie om Claras juledrøm udspiller sig her i København, hvor blandt andre H.C. Andersen er gæst juleaften, og når Clara drømmer om eventyrlandet, er det selvfølgelig Tivoli, hun tænker på! 
svindedrengen_460x259
2009

Svinedrengen

Med skralden kan man høre den dejligste musik, og med gryden kan man dufte al den mad, der bliver lavet i hele byen. H.C. Andersens eventyr blev i 2009 forvandlet til ballet, hvor skraldens musik blev til en perlerække af forskellige nationaliteter, der dansede for os, mens grydens indhold blev til en forrygende mad-galop med kokkepiger, fattige enker og fine herrer, der diverterede sig med alskens lækkerier. 


Holdet bag var det samme – Dronningen, Dinna Bjørn og James Price – og humøret ligeså.

fyrtojet_460x259
2007

Fyrtøjet

Hunde må der til! Tre af slagsen, når Soldaten kravler ned i træet for at finde pengene til sig selv og fyrtøjet til Heksen. Drabeligt var det, da han senere huggede hovedet af hende, drog ind til byen, blev betaget af Prinsessen og endte med at skulle hænges for majestætsfornærmelse. Men ind susede de tre hunde, skræmte alle og lod Soldaten få sin elskede Prinsesse. Det var i 2007, at Dronningen, Dinna Bjørn og James Price skabte denne muntre eventyrballet med roterende øjne på hundene og masser af humør på scenen.
Tommelise_460x259
2005

Tommelise

I 2005 gik Dronningen, Dinna Bjørn og James Price sammen om at omsætte H.C. Andersens eventyr "Tommelise" til en ballet for hele familien. Her kunne man opleve de skrækkelige skrubtudser, der bortfører lille Tommelise, inden hun møder Oldenborren og Muldvarpen, der så gerne vil giftes med hende.

Vi ender i sydens sol, hvor hun flyver på ryggen af Svalen ned til den lille Blomsterprins. Dronningen havde som noget helt nyt på Pantomimeteatret skabt et vandretæppe, således at flyveturen til Syden kunne illustreres løbende på bagvæggen, hvor tæppet, snart med grønne danske enge, snart med østrigske alpetoppe, gled forbi, inden vi endte hos prinsen blandt græske søjler og mægtige blomster.

skaren_460x259
2001

Kærlighed i Skarnkassen

Samarbejdet med Dronning Margrethe begyndte i 2001, hvor tre H.C. Andersen-eventyr blev flettet sammen til en ballet om hovmod, der står for fald. Det var eventyrene "Stoppenålen", "Flipperne" og "Kjærestefolkene", der blev til en munter ballet, hvor Saksen dansede med Flipperne, mens Stoppenålen og Strygejernet så til. Det hele blev holdt sammen af Fem Fingre, der fik handlingen til at skride fremad. Koreografien var skabt af Dinna Bjørn (tidligere danser ved Den Kgl. Ballet og balletmester i Oslo), og musik af komponisten James Price, der tog udgangspunkt i Tivolis huskomponist H.C. Lumbyes festlige toner.

Tanker inden en premiere

I bogen Dronningens Teater fra 2009 fortæller Dronningen om sit arbejde med forestillingen Kærlighed i Skarnkassen, blandt andet om premieren:

”Jeg var da nervøs. Fuldstændig som jeg har været det de andre gange, jeg har haft en premiere. Mine fingerspidser er iskolde. Det er helt forfærdeligt. Også selv om jeg har set generalprøven og ved, at det fungerer, som det skal. 
Men nu, her til premieren, nu er det, at det virkelig gælder. Nu er det alvor. Så sidder jeg der med mine kolde fingerspidser, ja, det er lidt specielt, men det er altså sådan, jeg reagerer. Det er en helt særlig situation at sidde der og håbe på, at jeg har lavet noget, der fungerer og kan bruges. Foruden alt det andet, der også skal fungere. Danserne, koreografien, musikken, teknikken. 
I den situation er vi alle sammen på det samme hold og kommer med hver vores ingredienser, som skal forenes. Det hele skal være på den rigtige måde på det rigtige tidspunkt, pyha! Når jeg så, som i ’Skarnkassen’, opdager, at publikum griner på de rigtige steder, så bliver jeg så glad.
At de ting, vi havde lavet under prøverne, og som vi selv havde grinet af, rent faktisk også var morsomme for publikum. Når man har arbejdet så meget med en ting, bliver man blind på et tidspunkt, så det kan være svært at se, om dette her nu også fungerer og er sjovt nok. Eller smukt nok. 
Hvad enten det gælder koreografien, den måde danserne udfører rollerne på, eller det har været mine kostumer, hvor jeg havde lavet en eller anden detalje, jeg selv morede mig over. For eksempel med kostumet til Strygejernet. Der kunne jeg høre, at folk syntes, at det kostume var sjovt. Og Fingrene grinede de også af. Der var masser af grin i de fingre, ikke mindst fordi de fem dansere var så morsomme. 
Det er jo det herlige ved det, at man opdager, at danserne som oftest får noget ud af de kostumer, man laver til dem. I heldigste fald inspirerer kostumet dem til at gøre deres figurer endnu mere karakterfulde og nuancerede. Ikke mindst de garvede Pantomimeteaterfolk fangede ideerne og intentionerne lynhurtigt og byggede videre på Dinna Bjørns og mine oplæg. 
Det er en meget dejlig og tilfredsstillende følelse, når man kan mærke, at både danserne og publikum reagerer på den måde, man havde håbet på.”