Midsommerkoncert – Drømte mig en drøm

Det er blevet en god Sankthans-tradition, at Københavns Drengekor fejrer midsommeren i Tivolis Koncertsal sammen med nogle af landets fornemste musikere. I år bliver det med Michala Petris legendariske fløjtespil og med Bjarke Mogensen, der med sit akkordeon på kort tid er blevet én af landets mest efterspurgte instrumentalister.

23. juni 2019

Kl: 15:00

Tivolis Koncertsal

Sommertid og drømmebilleder kædes sammen med musik, korsang og digtekunst i særklasse: Variationer over renæssance-blomster og musikalsk virtuoseri fra 1600-tallet af Jacob van Eyk, Orazio Vecchi, Vivaldi og Telemann. Folkeviser og fæbodssalmer, sommerlyrik og københavnerbilleder med digtning af Ludvig Holstein, H.C. Andersen, Jeppe Aakjær, Johannes Jørgensen, Thøger Larsen, Edith Södergran, Klaus Rifbjerg og Tom Kristensen. Musik af Carl Nielsen, H.C. Lumbye, Palle Mikkelborg, Poul Ruders, Bent Fabricius Bjerre, Bo Holten, Jacob Lorentzen, Michael Bojesen, Søren Birch m.fl.

Om aftenen synger Københavns Drengekor for på Midsommervisen ved Sankthans-bålet ved Tivoli Søen.

Download koncertprogram

Michala-Petri-300x300
Blokfløjte Michala Petri

Gennem årtier har danske Michala Petri været en verdensførende virtuos på sit instrument, blokfløjten. Hun har en strålende karriere som omrejsende solist med koncerter overalt i verden og en perlerække af roste cd-indspilninger bag sig.

Lige siden studieårene ved Hochschule für Musik und Theater i Hannover har hun med stor intensitet turneret i Europa, USA, Canada, Mexico, Mellemøsten, Australien, Japan, Kina og Korea. Her har hun optrådt på centrale festivaler og prestigefyldte koncertsteder og spillet som solist med en række af verdens førende kammer- og symfoniorkestre. Listen over internationale topnavne hun har arbejdet sammen med er lang og rummer navne som Heinz Holliger, Gidon Kremer, James Galway, Keith Jarrett, Christopher Hogwood og

Michala Petris repertoire spænder vidt fra tidlig barok til den helt nykomponeret musik. Interessen for at udforske og udvide sit instruments muligheder har gjort hende til en markant inspirationskilde for mange af nutidens komponister i både ind- og udland. Mange komponister har skrevet nye blokfløjtekoncerter specielt for Michala Petri og symfoniorkester, hvoraf mange tillige er indspillet. Hendes talrige indspilninger har indbragt hende mængder af internationale topanmeldelser, nomineringer og priser, heriblandt fire Grammy-nomineringer og tre ECHO Klassik Awards.

Michala Petri har modtaget mange udmærkelser for sit spil og virke, heriblandt Léonie Sonnings Musikpris (2000) og den europæiske kulturstiftelse Pro Europas solistpris (2005). I 2012 blev hun udnævnt til adjungeret professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og i 2014 til vicepræsident i det engelske Society of Recorder Players. Michala Petri har to gange været nomineret til Nordisk Råds Musikpris, senest i 2015. I 2011 blev hun udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrog.

Bjarke-Mogensen-300x300
Akkordeon Bjarke Mogensen

Bjarke Mogensen har siden han som 13-årig debuterede i en tysk tv-udsendelse som solist med München Symfonikerne markeret sig som en af de mest efterspurgte og alsidige musikere på den klassiske musikscene i Danmark. Mange husker nok Bjarke Mogensen som vinder af DR’s klassiske musikkonkurrence “Spil for livet”, hvor han overraskede både seere og jury med sit usædvanlige instrument og musikerskab. Hans unikke beherskelse af instrumentet har siden bragt ham rundt i hele verden, hvor han har gæstet koncerthuse som Concertgebouw i Holland, Carnegie Hall i New York samt præsidentpaladset Kreml i Rusland.

Bjarke Mogensens repertoire spænder vidt; fra egne kompositioner til arrangementer af klassiske værker over folkemusik og til helt nykomponerede værker for instrumentet. At Bjarke har medvirket til at ligestille akkordeonet med de etablerede klassiske instrumenter blev især understreget, da han modtog 1. prisen i European Broadcasting Unions konkurrence for klassiske solister der blev fulgt af millioner af radiolyttere i hele Europa.

Bjarke Mogensen debuterede i 2012 fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse og har siden været tilknyttet samme sted som underviser i akkordeon og kammermusik.

Helen-Davies-Mikkelborg-300x300
Harpe Helen Davies Mikkelborg

Helen Davies er som harpenist særdeles vidtfavnende. I hendes omfattende musikalske karriere har hun kombineret orkesterstillinger som soloharpenist i både Irland og Skandinavien med forskning i harpemusik fra 17- og 1800-tallet, arrangeret og spillet såvel traditionel irsk musik samt folketoner fra hendes hjemegn, Wales.

Siden 1989 har hun desuden arbejdet med improviseret og elektronisk musik sammen med sin mand, trompetisten og komponisten Palle Mikkelborg, med hvem hun har turnéret i Skandinavien, Australien og USA. Hun har også arbejdet tæt sammen med Københavns Drengekor og været på omfattende turnéer med dem.  

Helen Davies studerede harpe i Wales hos Ann Griffiths og læste musikvidenskab på universitetet i Birmingham. Udover den professionelle karriere med Palle Mikkelborg har interessen for tidlig og traditionel nordisk musik inspireret hende til at danne en duo med fløjtenisten og slagtøjsspilleren, Poul Høxbro.

062319-Midsommerkoncert-300x300
Københavns Drengekor

Københavns Drengekor har et fornemt ry både i Danmark og udlandet. Drengene i koret er 6. og 7. klasses elever på Sankt Annæ Gymnasium, hvor de får professionel sangundervisning som en integreret del af skolegangen.

Koret ledes af Ebbe Munk, og de har gennem årene arbejdet med markante gæstedirigenter som Benjamin Britten, Ernest Ansermet og Paul McCreesh. De synger et repertoire, der repræsenterer den ældste flerstemmige musik såvel som klassiske mestre og bestillingsværker af vor tids største danske komponister som Bernhard Lewkovitch, Per Nørgård og Palle Mikkelborg.  Korets ambitiøse repertoire kræver ofte udvidelse med voksne stemmer, og derfor er der et professionelt mandskor tilknyttet drengekoret.

Koret har fast tilknytning til Københavns Domkirke, og med titlen Kongeligt Kantori medvirker de ofte ved særlige begivenheder i kongehuset og ved officielle statsbesøg.