7. juli 2019
Kl: 15:00
Koncerten indledes med et af den engelske musiklitteraturs mest elskede værker, komponeret af Vaughan Williams med inspiration i et digt af samme navn om den syngende lærke, der flyver mod himlen. Det er impressionistisk og billedskabende musik med et stænk melankoli, som forstærkes af det faktum, at komponisten komponerede den første version af værket, en sonate for violin og klaver, i 1914, hvor 1. Verdenskrig brød ud. Vaughan Williams lod sig indrullere i hæren og tog først musikken frem igen efter krigen, hvor han så lod musikken udfolde sig i versionen for violin og orkester, og hvor det er svært ikke at høre det idylliske, fredfyldte landskabsmaleri som en længsel, en nostalgi, efter noget, der var en engang.
Melankolien er også til at tage og føle på i Elgars udødelige cellokoncert, komponeret i 1919. Sir Elgar, komponisten bag Land of Hope and Glory blev dybt berørt af 1. Verdenskrig. Så berørt, at han efter et par forsøg med nogle patriotiske værker helt opgav at komponere. Først efter krigens slutning komponerede Elgar igen, og cellokoncerten blev hans sidste større værk. Musikken er dybt følelsesladet og præget af det indtryk, krigen havde gjort på Elgar – den er passioneret, lyrisk, dramatisk, hjerteskærende. Den blev ikke nogen stor succes ved premieren, men tog senere revanche – ikke mindst da Jaqueline du Pré i 1960’erne tog koncerten på sit repertoire.
Solisten ved koncerten i Tivoli – ungarske Istvan Vardai spiller faktisk på du Prés instrument fra dengang! – en fantastisk stradivarius fra 1673.
Hvor der i den engelske del af koncerten er stærk melankoli i kølvandet på krig, er overskriften hos Beethoven ’heroisk’. Den berømte 3. symfoni, Eroica, har revolutionskrigene og Napoleonskrigene som baggrundstæppe. Beethoven var stærkt optaget af de nye tider efter den franske revolution, af oprøret mod tyranniet og det oplyste menneskes kamp. Beethoven selv kæmpede med døvheden, der for alvor var begyndt at indfinde sig. Alt dette hører man i Eroica, der er en arena for den indædte, viljefast kamp, hvor fronterne trækkes op og dramatiske forløb udfolder sig i tre kvarters musik – dobbelt længde i forhold til en traditionel symfoni på den tid. Beethoven dedikerede oprindeligt symfonien til Napoleon, men kradsede dedikationen ud af noden, da Napoleon kronede sig selv som kejser, hvormed han for Beethoven viste sig som en tyran som alle andre tyranner.
Koncerten dirigeres af Sebastian Lang-Lessing.
Download koncertprogramVaughan Williams: The Lark Ascending Elgar: Cellokoncert Beethoven: Symfoni nr. 3, Eroica
Den ungarske cellist István Várdai har siden han debuterede i Haag i 1997 haft en imponerende international solistkarriere. Han har spillet under dirigenter som Mikhail Pletnev, Ádám Fischer, Zoltán Kocsis, Howard Griffiths og Gilbert Varga, sammen med blandt andet Skt. Petersborg Symfoniorkester, Marinskij Teatrets Orkester, Geneve Kammerorkester, Det russiske Nationalorkester, Franz Liszt Kammerorkester, Det irske Kammerorkester, Suisse Romande-orkestret og Det bayerske Radiosymfoniorkester.
Anna Egholm har mange talenter og har udfoldet sig både som skuespiller, skøjteløber og violinist, . Det var dog violinspillet, der for alvor blev hendes løbebane, og som hun satser 100 % på f.eks. med studier i Schweiz, i Lausanne, hvor hun går på en solist master-uddannelse.
Den tyske dirigent Sebastian Lang-Lessing er til daglig chefdirigent i San Antonio Symfoniorkester i USA, hvor han nu er i gang med sin 8. sæson. Han er en af de forholdsvis få dirigenter, der gennem hele karrieren har insisteret på at dele sin tid mellem operaer og orkestre. Han har bl.a. været fast gæstedirigent hos Hamborg Statsopera og Deutsche Oper i Berlin samt chefdirigent for Lorraine-operaen, samtidig med at han har gæstet store orkestre som Gewandthaus Orkestret i Leipzig, Hamborg Symfoniorkester, Orchestre de Paris samt Tokyo filharmoniske Orkester.
Tivoli har som den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også om vinteren, f.eks. til balletter.