I slutningen af det 20. århundrede blev der grundlagt flere orkestre, der brugte autentiske eller rekonstruerede instrumenter fra barokken og klassicismen til at fremføre musik af blandt andet Händel, Bach og Mozart. Orchestra of the Age of Enlightenment er godt nok et produkt af denne tendens, men er samtidig en modreaktion på den.
Musikerne, der grundlagde Orchestra of the Age of Enlightenment i 1986, var frustrerede over det, man kaldte ’historisk opførelsespraksis’. De fleste nye orkestre havde kun én dirigent, som ofte var den person, der havde grundlagt orkestret. De fokuserede primært på et meget snævert repertoire fra Vivaldi til Schubert, hvilket kun gav et meget lille indblik i den klassiske musikhistorie. Og med CD-industriens fremmarch var der ikke mange orkestre, der kunne følge med.
Men Orchestra of the Age of Enlightenment var anderledes. Ligesom tidligere tiders europæiske symfoniorkestre blev det ejet og styret af musikerne selv. Der var ingen chefdirigent, der tronede over de andre. I stedet opfordrede man dirigenterne til at arbejde sammen med gruppen på alle nye projekter. Deres repertoire spændte bredt: lige fra Bach til Berlioz og fra Monteverdi til Mahler, og instrumenterne blev tilpasset til musikken.
I løbet af de sidste fire årtier har Oplysningstidens Orkester udviklet sig til et af de mest kreative og innovative orkestre i verden. Ensemblet ynder at bruge dirigenter, der er kendt for deres arbejde uden for musica antiqua (tidlig musik), herunder Simon Rattle, Marin Alsop og Vladimir Jurowski. Men det benytter sig også af eksperter i historisk opførelsespraksis som f.eks. William Christie, Emmanuel Haïm og Roger Norrington. Ligesom i Tivoli, hvor de har barokviolinisten Rachel Podger med sig, dirigerer solister ofte hele orkestret med deres instrumenter.
Når Oplysningstidens Orkester ikke rejser rundt i hele verden, har det til huse i Southbank Centre i London og i operahuset i Glyndebourne. Orkestrets samarbejde med andre symfoni- og operaorkestre har givet dem en større spændvidde og flere nuancer i deres opførelse af præ-romantisk musik. Ensemblet har fremført operaer af Wagner og symfonier af Mahler på messingblæsere med lille boring og med dyretarme i stedet for metalstrenge for at komme tættere på komponisternes oprindelige lyd.
Som navnet antyder, er musikken fra det sene 18. århundrede Orchestra of the Age of Enlightenment hjerteblod.
Musikerne, der grundlagde Orchestra of the Age of Enlightenment i 1986, var frustrerede over det, man kaldte ’historisk opførelsespraksis’. De fleste nye orkestre havde kun én dirigent, som ofte var den person, der havde grundlagt orkestret. De fokuserede primært på et meget snævert repertoire fra Vivaldi til Schubert, hvilket kun gav et meget lille indblik i den klassiske musikhistorie. Og med CD-industriens fremmarch var der ikke mange orkestre, der kunne følge med.
Men Orchestra of the Age of Enlightenment var anderledes. Ligesom tidligere tiders europæiske symfoniorkestre blev det ejet og styret af musikerne selv. Der var ingen chefdirigent, der tronede over de andre. I stedet opfordrede man dirigenterne til at arbejde sammen med gruppen på alle nye projekter. Deres repertoire spændte bredt: lige fra Bach til Berlioz og fra Monteverdi til Mahler, og instrumenterne blev tilpasset til musikken.
I løbet af de sidste fire årtier har Oplysningstidens Orkester udviklet sig til et af de mest kreative og innovative orkestre i verden. Ensemblet ynder at bruge dirigenter, der er kendt for deres arbejde uden for musica antiqua (tidlig musik), herunder Simon Rattle, Marin Alsop og Vladimir Jurowski. Men det benytter sig også af eksperter i historisk opførelsespraksis som f.eks. William Christie, Emmanuel Haïm og Roger Norrington. Ligesom i Tivoli dirigerer solister ofte hele orkestret med deres instrumenter.
Når Oplysningstidens Orkester ikke rejser rundt i hele verden, har det til huse i Southbank Centre i London og i operahuset i Glyndebourne. Orkestrets samarbejde med andre symfoni- og operaorkestre har givet dem en større spændvidde og flere nuancer i deres opførelse af præ-romantisk musik. Ensemblet har fremført operaer af Wagner og symfonier af Mahler på messingblæsere med lille boring og med dyretarme i stedet for metalstrenge for at komme tættere på komponisternes oprindelige lyd.
Som navnet antyder, er musikken fra det sene 18. århundrede Orchestra of the Age of Enlightenment hjerteblod. I Tivoli samarbejder orkestret med Rachel Podger, der har været en fast samarbejdspartner gennem længere tid.
Musikerne, der grundlagde Orchestra of the Age of Enlightenment i 1986, var frustrerede over det, man kaldte ’historisk opførelsespraksis’. De fleste nye orkestre havde kun én dirigent, som ofte var den person, der havde grundlagt orkestret. De fokuserede primært på et meget snævert repertoire fra Vivaldi til Schubert, hvilket kun gav et meget lille indblik i den klassiske musikhistorie. Og med CD-industriens fremmarch var der ikke mange orkestre, der kunne følge med.
Men Orchestra of the Age of Enlightenment var anderledes. Ligesom tidligere tiders europæiske symfoniorkestre blev det ejet og styret af musikerne selv. Der var ingen chefdirigent, der tronede over de andre. I stedet opfordrede man dirigenterne til at arbejde sammen med gruppen på alle nye projekter. Deres repertoire spændte bredt: lige fra Bach til Berlioz og fra Monteverdi til Mahler, og instrumenterne blev tilpasset til musikken.
I løbet af de sidste fire årtier har Oplysningstidens Orkester udviklet sig til et af de mest kreative og innovative orkestre i verden. Ensemblet ynder at bruge dirigenter, der er kendt for deres arbejde uden for musica antiqua (tidlig musik), herunder Simon Rattle, Marin Alsop og Vladimir Jurowski. Men det benytter sig også af eksperter i historisk opførelsespraksis som f.eks. William Christie, Emmanuel Haïm og Roger Norrington. Ligesom i Tivoli dirigerer solister ofte hele orkestret med deres instrumenter.
Når Oplysningstidens Orkester ikke rejser rundt i hele verden, har det til huse i Southbank Centre i London og i operahuset i Glyndebourne. Orkestrets samarbejde med andre symfoni- og operaorkestre har givet dem en større spændvidde og flere nuancer i deres opførelse af præ-romantisk musik. Ensemblet har fremført operaer af Wagner og symfonier af Mahler på messingblæsere med lille boring og med dyretarme i stedet for metalstrenge for at komme tættere på komponisternes oprindelige lyd.
Som navnet antyder, er musikken fra det sene 18. århundrede Orchestra of the Age of Enlightenment hjerteblod. I Tivoli samarbejder orkestret med Rachel Podger, der har været en fast samarbejdspartner gennem længere tid.