Klang & Det utroligste

Kristjan Järvi og Tivoli Copenhagen Phil tager på en musikalsk og visuel odyssé gennem de fire elementer i en søgen efter menneskets potentiale. Inspirationen kommer fra H.C. Andersen, der i eventyret, ”Det utroligste”, beskriver menneskets tendens til at falde for det overfladiske og ligegyldige. I koncerten, såvel som i eventyret, åbnes en verden af muligheder via kunst, kærlighed og intuition.

2. juni 2018

Kl: 19:30 - 21:00

Tivolis Koncertsal

I forbindelse med Klang-festivalen føres publikum igennem fire markante værker – samt et række sound scapes skabt til lejligheden af den danske elektroniske komponist Morten Riis. Det musikalske udtryk forstærkes og fortolkes af unikke lysinstallationer, skabt til Tivolis Koncertsal af Lau Lindqvist og Mads Knudsen. Tilsammen bliver det til en kunstnerisk helhedsoplevelse for alle sanser.

Koncerten begynder i undergangsstemning med Pendereckis Threnodi to the Victims of Hiroshima. Vand repræsenteres af kompositionen Water, der er skrevet af Jonny Greenwood, der til daglig er mere kendt som guitarist i bandet Radiohead, mens luft repræsenteres af den danske komponist Jeppe Just, der har skrevet et nyt værk specielt til denne koncert.

Program

Ild: Penderecki: Threnody to the Victims of Hiroshima
Jord: Max Richter: Infra
Vand: Greenword: Water
Luft: Jeppe Just Christensen: One Song in Three Movements, Triple Concerto for Jeppe Just Instituttet and Orchestra.
Morten Riis: for fire, reel to reel tape recorder, earth, water, magnetic tape and wind

20180602_Jarvi_300x300
Dirigent Kristian Järvi

Den energiske estisk-amerikanske dirigent (f. 1972) er en populær gæst i Danmark, hvor han senest optrådte i Musikhuset Aarhus som led i kulturåret 2017 på turné med sit internationale projektorkester, Baltic Sea Philharmonic. Blot en måned senere kunne stjernedirigenten atter opleves i København, hvor han ledede Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums symfoniorkester ved de unge studerendes sommerkoncert i Tivolis Koncertsal.

Kristjan Järvi kommer fra en enestående musikerfamilie fra Estland. Både hans far, Neeme Järvi, og storebroderen, Paavo Järvi, er verdensberømte dirigenter. Som det ligger til familien har også Kristjan Järvi en hel stribe poster: Han er chefdirigent for Leipzigs Radiosymfoniorkester, chefdirigent for Gstaad Festivalorkester og kunstnerisk leder af Basel Kammerorkester.

Familien emigrerede i 1978 fra Estland til USA, hvor Kristjan Järvi er uddannet og fortsat er bosat. I hjembyen New York har han stadig sin eksperimenterende genreblandende gruppe Absolute Ensemble, som han stiftede som ganske ung. Absolute Ensemble er kendt for at gøre op med dogmerne om, hvad klassiske musikere kan tillade sig. De skriver selv musik, og de spiller både tango, jazz, rock, mellemøstlig musik og hip-hop fusioneret med klassisk musik. Alt sammen helt naturligt for Kristjan Järvi, hvis særkende er en enorm nysgerrighed efter musik uden grænser. Siden sin debut har han bestilt og uropført over 100 nye værker, og hans diskografi omfatter mere end 60 cd-indspilninger.

Endnu et hjertebarn er det klassiske ungdomsorkester Baltic Sea Philharmonic, stiftet af Kristjan Järvi for at samle unge musikere fra landene rundt om Østersøen. Musikerne udtages hvert år ved prøvespil og mødes til en intens træningslejr og cd-indspilning med efterfølgende turné. Kristjan Järvi når også at gæstedirigere rundt om i verden, og han har optrådt med bl.a. Berliner Filharmonikerne og London Symfonikerne.

I 2016 blev Järvi udpeget til medlem af den estiske olympiske komité, som det første medlem, der ikke er sportsudøver eller politiker. Kristjan Järvis initiativ ”Sound Estonia” skal fremme forbindelsen mellem og opmærksomheden på vigtigheden af sundhed for både krop og sind.

Kristjan Järvi har en brændende tro på den klassiske musiks muligheder nu og i fremtiden, og han går gerne forrest for at vise nye veje at fremføre musikken på. Hans energiske direktions-stil og dans på dirigentpodiet er en smittende oplevelse for såvel udøverne på scenen som tilhørerne i salen og har skaffet ham mange trofaste fans verden over – også i Danmark. 

 
20180602_Jeppe-just-Instiuttet_300x300
Jeppe Just Instituttet

Jeppe Just Instituttet består af Matias Seibæk, David Hildebrandt og Jeppe Just Christensen. Jeppe Just Instituttet spiller hovedsageligt sange som består af melodier, vuggesange og drukkenbolt-viser som er instrumenteret for forskellige om- og hjemmebyggede instrumenter. Derudover bruger bandet bl.a. mundharper, melodikaer, sav, vinategeorgler, strengeinstrumenter, sang, div. slagtøjsinstrumenter, legetøjsinstrumenter og forskelligt slags isenkram. Sangene har referencer til bodegamiljøer, tivoli, vuggeviser, havefester, fest og ballade, og med meget stærke elementer af nostalgi, sentimentalitet og svunden tid.

Jeppe Just Instituttet har spillet koncerter i ind- og udland på festivaller som f.eks. Spor, Wundergrund og Ultima, og spiller desuden både på gellrier, bodegaer og værtshuse. Jeppe Just Instituttet har samarbejdet med bl.a. Scenatet, sammen med hvem de i 2015 udgav den kritikerroste og præmierede plade, Songs and Movements på DaCapo. I 2018 udkommer deres tredje album udelukkende med trio-sange. 

Tivoli-Copenhagen-Phil-300x300
Orkester Tivoli Copenhagen Phil

Tivoli har som formodentlig den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret er et fuldt besat symfoniorkester bestående af godt 70 musikere, der spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også til balletter, i 2018 f.eks. til såvel New York City Ballets gæstespil som til Nøddeknækkeren. 

I SommerKlassisk 2018 spiller Tivoli Copenhagen Phil 11 koncerter i Tivoli og har bl.a. sin egen abonnementsserie; fire søndagsmatinéer med internationale solister og dirigenter på scenen. Der er derudover tradition for en række flotte operakoncerter, samt plads til de mere populære klassiske koncertformer, som f.eks familiekoncerten Nattens Tivoli og den årligt tilbagevendende Fødselsdagskoncert.

”Med tyngde stævnede orkestret ud som en veltrimmet supertanker i Dvoráks symfoni nr. 9, "Fra den nye Verden". Sjældent har strygerkorpset frembragt så fed, lækkerblød og intens en klang. Der var mørklødet melankoli i engelskhornets kaldende solo, og messingblæsernes gjaldende marchtema sitrede i brystet. En herlig, veloplagt hyldest fra Tivoli Copenhagen Phil til Tjekkiets musikalske mestre”.

5 af 6 stjerner – Jyllands-Posten, Christine Christiansen, 17. august 2016

”Og alle forventninger blev indfriet fra første færd. Tivoli Copenhagen Phil, som det københavnske landsdelsorkester nu hedder (i sommersæsonen), demonstrerede allerede i Smetanas ouverture til "Den solgte brud" strålende form og smittende spilleglæde”.
5 af 6 stjerner, Kristeligt Dagblad, Peter Dürrfeld, 16. august 2016

Om vinteren hedder orkestret Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester - og er et såkaldt landsdelsorkester, der både spiller i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg og løser regionale opgaver rundt omkring på hele Sjælland. Gennem de seneste år har orkestret markeret sig dels ved at tiltrække store internationale dirigenter og solister, dels ved at udforske og udfordre den klassiske koncertgenre i samarbejde med alternative koncertkoncepter og i forskellige cross-over-projekter.