Festaften med Malmø Opera

Operaen i Malmø har gennem flere år markeret sig med en støt stigende formkurve. Sidste år kom ledelsen på danske hænder med udnævnelsen af Michael Bojesen, der er kendt som mangeårig leder af DR PigeKoret og succesfuld chef for Copenhagen Opera Festival – og ikke mindst som en vidende og karismatisk formidler. Med denne koncert får det danske publikum for første gang mulighed for at høre og se, hvad man kan opleve i operahuset på den anden side af sundet.

26. maj 2018

Kl: 16:00

Tivolis Koncertsal

OBS: Koncerten er flyttet fra kl. 19.30 til kl. 16.00 

Med sig har Malmö Operaorkester og -kor et fremragende hold sangere – ikke mindst den unge svenske sopran Cornelia Beskow, der er uddannet i København, og som man lover en stor fremtid!

Malmø Opera er den kulturelle spydspids i Skåne med en bred vifte af opera og musikteater-forestillinger, fra det klassiske til det helt moderne, ligesom det altid har været en del af Malmø Operas mission af lave opera med og for børn. Alt dette får vi eksempler på, når de sætter fod på dansk jord.

Den traditionelle side er repræsenteret af uddrag fra bl.a. Carmen. Fra den moderne verden skal vi opleve uddrag fra uddrag fra Bo Holtens Schlagt Sie Tot og fra Benjamin Staerns familieopera Snödrottningen, der havde stor succes på Malmø Opera i 2016.

Endelig skal vi også høre et par eksempler på Malmø Operas musicals med uddrag fra West Side Story og Mathilda the Musical.

Hent program

Program

Bernstein: West Side Story - Ouverture Verdi: La traviata – ” Si ridesta in ciel” og ”È strano! È strano!” Wagner: Den flyvende Hollænder – åbningen af 2. akt, ”Summ' und brumm', du gutes Rädchen” og Sentas ballade Bernstein: West Side Story – “I Feel Pretty”, “A Boy Like That” og “Somewhere” Bo Holten: Schlagt Sie Tot – uddrag fra 1. akt Minchin: Matilda the Musical – “Loud”, “Telly” og “When I Grow Up” Staern: Snödrottningen - Prolog, Snedronningens åbningsarie Sibelius: Var det en dröm? Bizet: Carmen – “L'amour est un oiseau rebelle” (Habanera), “Votre toast je peux vous le render” (Toreador-arien) og ”Les voici, voici la quadrille” (Toreadorernes march)

20180526-Bojesen-300x300
Konferencier Michael Bojesen

Michael Bojesen overtog i juli 2017 opgaven som chef for Malmø Opera og Musikteater med en erklæret målsætning om, på den ene side at fortsætte den succes, som operaen nyder i disse år, og på den anden side at bringe operaen ud til folket – og her tænker han både på det svenske og det danske folk!

Netop formidling og udbredelse af klassisk musik og sang er en af Michael Bojesens spidskompetencer, som han både som chef for Copenhagen Opera Festival og som chefdirigent for DR PigeKoret har arbejdet målrettet for. Copenhagen Opera Festival blev under hans ledelse mere synlig på de københavnske gader og pladser – og som chefdirigent for DR PigeKoret tog han bl.a. initiativ til Sangens År 2008, oprettelsen af en korskole og Så syng da, Danmark-koncerterne. 

De senere år er Michael Bojesen yderligere blevet et kendt ansigt i den brede befolkning som dommer i såvel Maestro som Vidunderbørn, der begge formidler klassisk musik i en underholdende form i den bedste sendetid på DR1, og hvor Michael Bojesen formår at give sin glæde for og sin viden om musikken videre til seerne.

Michael Bojesen er desuden en anerkendt komponist med flere sange, korværker og operaer på samvittigheden.

 
20180526-Fryklund-300x300
Dirigent Magnus Fryklund

Den unge dirigent Magnus Fryklund, født 1990, er fra Karlstad i Sverige og er uddannet pianist og dirigent fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Som blot 17-årig blev han ansat som repetitør ved Wermland Opera, der har til huse i hans hjemby, og året senere ledede han Karlstads Symfoniorkester i Mozarts klaverkoncert nr. 24, hvor han selv var solist. Han debuterede som dirigent i Sverige i 2014 med kammerorkestret Musica Vitae fra Växjö, hvor han ligeledes selv var klaversolist.

Fryklund påbegyndte studierne i København hos pianisten Amalie Malling og fortsatte siden med direktion hos Michael Schønwandt og Giordano Bellincampi. I juni 2017 havde han debutkoncert fra dirigentklassen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Odense Symfoniorkester i et program med musik af Sibelius og Mozart samt Dvoráks 8. symfoni. 

I sæsonen 2017/2018 blev Fryklund udnævnt til ’husdirigent’ ved Malmø Opera og har bl.a. dirigeret forestillingerne Spillemand på en tagryg, Lakmé og Hans & Grete. Han er desuden “Young conductor in residence” ved Helsingborgs Symfoniorkester fra 2017-2019 - en stilling, der varer i to sæsoner og indebærer mindst 5 produktioner årligt. 

I Danmark har Fryklund haft engagementer med Copenhagen Phil, Odense Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, Storstrøms Symfoniorkester, Concerto Copenhagen og Athelas Ensemblet. 

Magnus Fryklund var i 2013 modtager af et stipendium fra Sonning Fonden, og i 2015 blev han som den første modtager tildelt musikforeningen PIANO’s Talentpris. I slutningen af 2017 var Magnus Fryklund blandt modtagerne ved Augustinus Fondens store jubilæumsuddeling, i anledning af fondens 75 års jubilæum.
20180526-Johansson-300x300
Sopran Frida Johansson

Sopranen Frida Johansson kommer fra Åland og er uddannet fra Operaakademiet i Stockholm. Allerede i studietiden medvirkede hun i flere operaopsætninger, bl.a. i roller som Papagena i Tryllefløjten og Despina i Cosi van Tutte på Drottningsholms Slottsteater. Hun har spillet Maria i West Side Story på Norrlandsoperaen i det nordlige Sverige samt i en opsætning på Kilden i Kristiansand i Norge. Hun har desuden sunget Julie i Romeo og Julie, Belinda i Dido og Æneas, Magnolia i Showboat samt ikke mindre end 9 forskellige roller i den i Sverige meget omtalte moderne satiriske opera Näsflöjten af Fredrik Österling og Magnus Lindman.

Frida Johansson er modtager af flere udmærkelser og priser i Sverige, blandt andet Anders Walls Confidencen-stipendium (2011), Caj Ehrstedts pris (2011), Vadstena Akademins Vänförenings stipendium (2010) og Martin Öhman-stipendiet (2008).

Fra sæsonen 2011/2012 var Frida Johansson tilknyttet Den Norske Opera & Ballett som solistpraktikant, hvor hun bl.a. medvirkede i Benjamin Brittens opera Peter Grimes, Strauss’ Flagermusen og den nyskrevne opera Khairos af Knut Vaage, foruden turnéer til Rusland, Nyslott og den berømte finske Savonlinna operafestival. I 2014 vendte hun tilbage til Savonlinna i rollen som Papagena i festivalens legendariske 40 år gamle opsætning af Tryllefløjten, under ledelse af Okko Kamu. Året efter sang hun samme rolle på Den Kongelige Opera i Stockholm. I sæsonen 2016/2017 sang hun hovedrollen som Gerda i Malmø Operas jule-familieforestilling Snedronningen, bygget på H.C. Andersens eventyr med nyskreven musik af Benjamin Staern. I sommeren 2017 hjemvendte hun til Åland og sang sin første Susanna i Figaros bryllup. Foråret 2018 byder på endnu en rolledebut som Amore i Norrlandsoperaens opsætning af Orfeus og Eurydike i nordsvenske Umeå.
20180526-Beskow-300x300
Sopran Cornelia Beskow

Cornelia Beskow er en ung, svensk lyrisk sopran med en klangfuld stemme og en bemærkelsesværdig sceneoptræden. Hun vandt i 2017 alle fire priser i verdens største Wagnerkonkurrence for unge sangere, Laurits Melchior International singing Competition. Ikke alene vandt hun førsteprisen på 150.000 kr., hun vandt også publikumsprisen, orkestrets pris og ungdommens pris.

Ved samme lejlighed skrev Jyllands-Posten: ”Med uddrag af bl. a. Valkyrien og Tannhäuser gav hun publikum gåsehud med sin fantastiske og smukke klang; hun viste overlegen beherskelse af hele registret, mens hun i den grad drog publikum ind i sin fortælling. At hun tilmed har en ganske ukrukket og sympatisk personlighed, gør hende ikke ringere som vinder af konkurrencen.”

Cornelia Beskow er uddannet fra Opera-Akademiet i København og Operahögskolan i Stockholm. I 2012 fik hun sin professionelle debut på Det Kgl. Teater som ræven i JanaceksDen fiffige lille ræv, og siden da har ofte stået på rollelisten her, bl.a. som Annina i La traviata og Sister Rose i Dead man Walking.

I 2018 synger Cornelia Beskow Tatjana i Eugen Onegin på Den Kongelige Opera i Stockholm, ligesom hun medvirker i Den flyvende hollænder og Rhinguldet.

20180526-Lyren-300x300
Mezzosopran Emma Lyrén

Emma Lyrén er uddannet fra Opera-Akademiet i København og har siden 2006 været knyttet til Malmö Opera. Her har hun sunget mange af de mest kendte roller fra mezzosopran-repertoiret – såsom Octavian i Rosenkavaleren og titelrollen i Carmen. Derudover medvirker hun i koncerter, oratorier, kammer- og nutidsmusik i indland såvel som udland.

20180526-Greene-300x300
Baryton Eric Greene

Eric Greene er en amerikansk baryton, der har gjort sig bemærket verden over inden for Wagner-repertoiret, bl.a. som Donner i Rhinguldet i Palermo såvel som i Seattle. I Malmø synger han i år hovedrollen som Oberon i Hans Gefors’ opera Der Park.

20180526-Wistrand-300x300
Tenor Jacob Wistand

Jacob Wistrand synger i Malmø Operas Kor. Han har tidligere sunget titelrollen i Albert Herring på Läckö Slottsopera. På Malmø Opera har han bl.a. sunget Don Basilio i Figaros bryllup – og senest kinesisk købmand i Lakmé.

20180526-Stern-300x300
Sopran Susanne Stern

>Susanne Stern er uddannet i Sverige og synger titelrollen i Snödrottningen på Malmø Opera. Tidligere har man bl.a. kunnet opleve hende som Nattens dronning i Tryllefløjten og Grevinden i Figaros bryllup på Den kongelige Opera i Stockholm.

20180526-Lindn-300x300
Musicalsanger Oscar Pierrou Lindén

Oscar Pierrou Lindén har medvirket i musicals over hele Sverige, blandt andet på Operaen i Göteborg, Stockholms Stadsteater og på en lang række private teatre. Han har sunget Johannes i Jesus Christ Superstar, Amy Winehouse i We Will Rock You og en hyllet konferencier i Cabaret på Uppsala Stadsteater. På Malmø Opera har man kunnet opleve ham i Miss Saigon, Kinky Boots og i Spillemand på en tagryg, hvor han spillede Perchik.

20180526-Lehmann-300x300
Musicalsanger Sara Lehmann

Sara Lehmann debuterede som 10-årig i den svenske musical Kristina från Duvemåla på operaen i Gøteborg. Efter uddannelsen ved balletakademiet i Gøteborg har hun medvirket i en lang række forestillinger som Crazy For You, Shrek, Grease, The producers, turneret med sin egen forestilling, Visor til morfar, og medvirket i film- og tv-produktioner. På Malmø Opera har hun tidligere optrådt i Evita, Top Hat, Billy Eliot – og senest i musicalen Pippin.