Din kurv er tom

Danielle de Niese & Mozart

Hun er både kendt som en sopran i den absolutte operaelite og som en ægte formidler, når hun står på scenen. Australsk-amerikanske Danielle de Niese gæster Tivoli sammen med Tivoli Copenhagen Phils nye chefdirigent Toshiyuki Kamioka.

26. august 2017

Kl: 19:30 - 21:30

Tivolis Koncertsal

Australsk-amerikanske Danielle de Niese gæster Tivoli sammen med Tivoli Copenhagen Phils nye chefdirigent Toshiyuki Kamioka.

Det er Mozarts musik, der er på programmet, og det er ingen tilfældighed. Netop hans operaer og koncertarier er som skrevet til Danielle de Niese, og få sangere kan som hun puste nyt, frisk liv i Mozarts mange figurer, fra bukserollen som den unge mand Sesto i operaen Titus til den modne, desillusionerede grevinde i Figaros bryllup. Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller undervejs om Mozart, om musikken og om Wien i 1700-tallet.

Efter pausen uddeles Copenhagen Phils Udviklingsfonds Pris, der uddeles til unge danske talenter, til Jonas Frølund.

hent program

Program

Wolfgang Amadeus Mozart:
Ouverture til Tryllefløjten
”Quel Nocchier che in gran procella fra oratoriet Betulia Liberata”, KV 118
Symfoni nr. 15, G-dur, KV 124
Ouverturen til Figaros bryllup
”Porgi amor” fra Figaros bryllup
”Parto, parto” fra Titus
Ouverture til Don Juan
”Ah! Fuggi il traditor … Mi tradi” fra Don Juan

Medvirkende

2017-08-26-TCP-Danielle-de-Niese-300x300
Sopran Danielle de Niese

Danielle de Niese er en ekstremt nærværende og gudsbenådet performer - en perlende diva på scenen. Hun har en strålende karriere med optrædener på Pariser-operaen, San Francisco-operaen, Den Lyriske Opera i Chicago, Semper-operaen i Dresden og selvfølgelig The Metropolitan i New York, hvor hun debuterede som 19-årig og siden jævnligt er vendt tilbage og sunget en række titelroller.

De Niese har optrådt med New York Filharmonikerne, Cleveland-orkestret, Academy of St. Martin-in-the-Fields og mange flere af verdens førende orkestre. Hun har optrådt sammen med Jonas Kaufmann i Last Night of the Proms og kendetegnes af et repertoire, der rækker fra Monteverdi og Händel over Mozart frem til Ravel og uropførelser af nyskrevne operaer. Hendes pladeindspilninger har vundet priser som f.eks. Orphée d'Or og ECHO Klassik Award.

Danielle de Niese er født i Australien, men flyttede senere til USA, hvor hun som 18-årig som den yngste nogensinde kom ind i The Mets særlige udviklingsprogram for unge sangere. Efter debuten året efter i rollen som Barbarina i The Mets opsætnings af Mozarts Figaros bryllup gik det slag i slag med debuter på Opéra National de Paris m.fl. Det egentlige gennembrud skete i 2005 på Glyndebourne Festival som Cleopatra i Händels Julius Cæsar - en rolle hun senere har gentaget, bl.a. i 2013 på The Metropolitan Opera.

Her har hun også sunget en del Mozart, f.eks. Figaros bryllup (nu som Susanna) og Despina i Così fan tutte. Det er da også et rent Mozart-program, hun har valgt at optræde med i Tivoli.

Danielle de Niese har været i København flere gange – senest i 2016, hvor hun sang lieder i Mogens Dahls Koncertsal – til anmeldernes og publikums store fornøjelse!

2017-08-26-TCP-Kamioka-300x300
Dirigent Toshiyuki Kamioka

Toshiyuki Kamioka tiltrådte som Copenhagen Phils nye chefdirigent ved en koncert i november 2016. Politiken kvitterede med 5 hjerter og følgende ord: ”Han viste sig som en flashy, men dygtig herre … Langt udtrukne linjer og en pind, hvis spids sad, hvor den skulle, når det gjaldt, fik strygere og blæsere til at lyde godt: Samlede og med sikkert disponerede nuancer, når musikken skulle være kraftig, svag eller et sted ind imellem”.

Toshiyuki Kamioka er født i Tokyo, hvor han har studeret direktion, komposition samt klaver og violin på National University of Fine Arts & Music. I 1982 blev han belønnet med den eftertragtede Ataka Prize, og to år senere modtog han et Rotary-legat til at studere direktion hos Klauspeter Seibel på kon­ser­va­to­riet i Hamborg.

I 1987 havde han opnået en stilling som le­ktor i kam­mer­mu­sik og ak­kom­pag­ne­ment på Kon­ser­va­to­riet i Ham­borg, og i sæson 2000/2001 blev han pro­fes­sor for ope­ra­klas­ser­ne på Frank­furt-am-Main Kon­ser­va­to­riet. Siden efter­år­et 2004 har han været pro­fes­sor på Hoch­schu­le für Musik Saar i Saar­brück­en, hvor han ar­bej­der med ud­vik­ling­en af den kom­men­de diri­gent­­ge­ne­ra­tion – en opgave, der holder ham skarp og pro­­fes­sio­nel helt ud i fingerspidserne.

Toshiyuki Kamioka blev Generalmusikdirektør for Wuppertal Symfoniorkester i sæson 2004/2005 og blev fra sæson 2009/2010 til­lige chef­di­ri­gent og kunst­ne­risk leder der. Under hans stafet har Wuppertal Sym­fo­ni­or­kes­ter udviklet sig be­tyd­e­ligt både mu­si­kalsk og tek­nisk til et or­ke­ster i top­klasse. Kamioka har samtidig fungeret som General­mu­sik­di­rek­tør for Saar­länd­isches Staats­theater i Saar­brück­en sid­en sæ­son 2009/2010 ind­til som­mer­en 2014. Siden 2014/2015 har han været General­musik­di­rek­tør og opera­chef på Wup­per­tal­er Bühnen und Sin­fo­nie­or­che­ster.

Tivoli-Copenhagen-Phil-300x300
Orkester Tivoli Copenhagen Phil

Tivoli har som formodentlig den eneste forlystelsespark i verden sit eget symfoniorkester, nemlig Tivoli Copenhagen Phil. Orkestret spiller sommeren igennem i Tivoli – lejlighedsvist også om vinteren, f.eks. til Nøddeknækkeren i julen 2016 – og er et fuldt besat symfoniorkester bestående af godt 70 musikere.

I SommerKlassisk 2017 spiller Tivoli Copenhagen Phil 16 koncerter i Tivoli og har bl.a. sin egen abonnementsserie med internationale solister og dirigenter på scenen. Der er derudover tradition for en række flotte operakoncerter, samt plads til de mere populære klassiske koncertformer, som f.eks Tivoli-toner på Plænen, film- og fødselsdagskoncerter.

”Med tyngde stævnede orkestret ud som en veltrimmet supertanker i Dvoráks symfoni nr. 9, "Fra den nye Verden". Sjældent har strygerkorpset frembragt så fed, lækkerblød og intens en klang. Der var mørklødet melankoli i engelskhornets kaldende solo, og messingblæsernes gjaldende marchtema sitrede i brystet. En herlig, veloplagt hyldest fra Tivoli Copenhagen Phil til Tjekkiets musikalske mestre”.

5 af 6 stjerner – Jyllands-Posten, Christine Christiansen, 17. august 2016

”Og alle forventninger blev indfriet fra første færd. Tivoli Copenhagen Phil, som det københavnske landsdelsorkester nu hedder (i sommersæsonen), demonstrerede allerede i Smetanas ouverture til "Den solgte brud" strålende form og smittende spilleglæde”.
5 af 6 stjerner, Kristeligt Dagblad, Peter Dürrfeld, 16. august 2016

Om vinteren hedder orkestret Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester - og er et såkaldt landsdelsorkester, der både spiller i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg og løser regionale opgaver rundt omkring på hele Sjælland. Gennem de seneste år har orkestret markeret sig dels ved at tiltrække store internationale dirigenter og solister, dels ved at udforske og udfordre den klassiske koncertgenre i samarbejde med alternative koncertkoncepter og i forskellige cross-over-projekter.

2016-06-07-14-21-Henrik-Engelbrecht
konferencier Henrik Engelbrecht

Henrik Engelbrecht er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og var i 1990'erne programmedarbejder i DR, hvor han bl.a. kunne udfolde sin store operainteresse som initiativtager til magasinprogrammet OperaNyt. I 2000 kom han til Det Kgl. Teater som operadramaturg, hvor han i tæt samarbejde med operachefen Kasper Holten udviklede operaområdet betragteligt. I 2010 blev Engelbrecht musikchef i Tivoli, og også her fik han sat fokus på operagenren med en række meget roste koncertproduktioner som resultat.

I dag er Engelbrecht kunstnerisk konsulent for bl.a. Det Kgl. Teater og Tivoli. Han er en populær foredragsholder og laver koncertintroduktioner for bl.a. Copenhagen Phil, ligesom han er forfatter til en række bøger om opera og klassisk musik. I øjeblikket skriver han på en bog om opera i guldalderens København. Musikformidling er en hjertesag for Henrik Engelbrecht, der også gerne tager formidlingen derud, hvor den klingende musik møder publikum – nemlig i rollen som dirigent. Således står han også i år foran Tivoli Copenhagen Phil ved en koncert 8. august, hvor han kombinerer dirigentopgaven med rollen som en særdeles vidende og underholdende konferencier.
Tap for at aktivere kortet