27. august 2017
Kl: 15:00
Hollandske Ronald Brautigam er en af vor tids førende specialister på flyglets forfader: hammerklaveret – eller fortepianoet, som instrumentet også blev kaldt for at angive, at man nu kunne spille både kraftigt og svagt på det. Til koncerten i Tivoli er der derfor fremskaffet et hammerklaver, så publikum får mulighed for at høre de kendte Beethoven-sonater, som de har klinget i stuerne og koncertsalene omkring 1800, hvor sonaterne alle er fra – dvs. med en lettere og mere skrøbelig klang, end vi kender den fra vor tids moderne flygler.
Brautigam mestrer overlegent at udmejsle Beethovens dramatiske og passionerede fraseringer på hammerklaveret, så musikken på én og samme tid forekommer fuldstændig frisk og som et elsket minde fra forne tider. Derom vidner bl.a. hans enestående Beethoven-cyklus-cd’er, som modtager priser, anerkendelser og udråbes som referenceudgivelser.
Beethoven skrev i alt 32 klaversonater, som tilsammen udgør en musikhistorisk milepæl. Til programmet i Tivoli har Brautigam bl.a. valgt den heroiske Waldstein-sonate og den alvorlige Pathétique-sonate, som er blandt de allermest beundrede Beethoven-sonater.
Ludwig von Beethoven: Sonate op. 13 (Pathétique), Sonate op. 28 (Pastorale), Sonate op. 31/2 (Sturm), Sonate op. 53 (Waldstein)
Pianisten Ronald Brautigam påbegyndte sine musikalske studier i Amsterdam og rykkede derfra videre til London og sidst til USA, hvor han kom under kyndig vejledning af den legendariske Rudolf Serkin. Brautigam spiller jævnligt med anerkendte orkestre som Freiburger Barokorkester, l’Orchestre des Champs-Elysées, Gewandshaus-orkestret, Concertgebouw-orkestret og med dirigenter som Riccardo Chailly, Sir Simon Rattle, Christopher Hogwood og Ivan Fischer.