Din kurv er tom
faq
Få svar på alt om årskort

Ofte stillede spørgsmål

Her finder du svar på de oftest stillede spørgsmål. 

Har du yderligere brug for hjælp er du altid velkommen til at kontakte Tivoli

  1. HVAD ER GYLDIGHEDSPERIODEN PÅ ET ÅRSKORT?

    Medlemskabet af et årskort er gyldigt fra købstidspunktet eller aktiveringstidspunktet og til udløbet af det kalenderår, hvor årskortet er købt. Køber du et årskort efter Halloween, får du Jul i Tivoli med uden beregning, og medlemskabet er gyldigt for hele det efterfølgende år.

  2. ER ÅRSKORT PERSONLIGT?

    Ja, et årskort er personligt og kan ikke udlånes eller overdrages til andre - heller ikke ved fuldmagt eller anden skriftlig eller mundtlig samtykke. Bruges kortet af en anden end indehaver, inddrages kortet og udleveres ikke igen.

  3. KAN JEG AKTIVERE MIT ÅRSKORT, NÅR DET PASSER MIG?

    Ja, indenfor årskortets gyldighedsperiode. Jo før du aktiverer dit kort, jo mere får du ud af dit medlemskab.

  4. HVOR KAN JEG FÅ TAGET FOTO TIL MIT ÅRSKORT?

    Når du tager dit kort i brug, tager vi et portrætfoto af dig. Fotoet bliver alene brugt i forbindelse med adgangskontrol og vil blive gemt i en database. Når du besøger Haven kan fotoet blive vist på en skærm, der kun er synlig for kontrolløren ved indgangen. Hvis du ikke ønsker at have foto registreret, er du forpligtet til altid at vise billedlegitimation ved dit besøg i Haven.

    Dit årskortfoto bruger vi til at forhindre snyd med kortet og øge din sikkerhed for, at dit årskort ikke bliver misbrugt af andre, hvis det bliver stjålet, eller hvis du mister det.

    Her kan du få taget et foto:

    • Ved Hovedindgangen (Vesterbrogade) og ved Banegårdsindgangen (Bernstorffsgade)
    • I selvbetjeningsautomaterne i Haven
    • I Tivoli Box Office eller Tivoli Servicecenter

  5. KAN JEG OPGRADERE MIT ÅRSKORT?

    Du kan sagtens opgradere dit årskort til et dyrere kort, men du kan ikke nedgradere dit årskort eller sammenlægge dine medlemskaber. Opgradering af årskort kan ske i i Tivoli Box Office eller Tivoli Servicecenter.

  6. KAN JEG FORTRYDE MIT KØB AF ÅRSKORT?

    Der er generelt ikke fortrydelsesret på køb af årskort, dog er der 14 dages fortrydelsesret på køb foretaget via vores webshop, jf. lovgivningen på området.

  7. JEG HAR MISTET MIT ÅRSKORT. HVAD GØR JEG?

    Hvis du har været så uheldig at miste dit årskort, skal du først og fremmest ringe til Tivoli på 7015 0666 eller skrive til os på aarskort@tivoli.dk og få dit årskort spærret, så det ikke kan blive misbrugt af andre.

    Mistede eller beskadigede kort kan erstattes mod et gebyr svarende til en normal entré (120 kr.) ved personlig henvendelse Tivoli Box Office eller Tivoli Servicecenter, som ligger til venstre for Hovedindgangen på Vesterbrogade 3.

  8. FÅR JEG UDLEVERET NYT KORT VED FORNYELSE?

    Nej, det gør du ikke. Du genbruger bare dit gamle kort, medmindre du fornyer til en anden korttype. Hvis du har tabt dit gamle årskort og ønsker at forny det til samme korttype, skal det ske ved personlig henvendelse.

  9. KAN JEG HAVE FLERE AKTIVE KORT TILKNYTTET ET MEDLEMSKAB?

    Nej, du kan kun have ét aktivt årskort. Det er det senest købte årskort, der er gældende.

  10. HVAD ER EN GENTEGNING?

    En gentegning er en fornyelse af dit eksisterende medlemskab. Man kan fx gentegne et aktivt medlemskab fra 2015 til 2016, men ikke et tidligere medlemskab fra 2014 til 2016.

  11. KAN JEG HAVE FLERE MEDLEMSKABER?

    Ja, det kan du sagtens.

  12. FINDES DER MEDLEMSFORDELE MED ÅRSKORT?

    Ja, der er mange tilbud og medlemsfordele. De kan være permanente eller tidsbegrænsede, men også skifte løbende og flere gange i løbet af en sæson. Derfor er det en god idé at orientere dig inden dit besøg i Haven ved at læse mere om vores medlemsfordele for årskortholdere.

    Du kan også holde dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.

  13. ER DER RABAT PÅ TURPAS?

    Alle med Guldkort, VIP-kort eller et Tivoli Erhvervsklubskort får rabat på Turpas.

  14. ER TURPAS UDLEVERET VIA WILD CARD PERSONLIGT?

    Ja, alle Turpas er personlige. Det kan ikke overdrages til andre heller ikke ved fuldmagt eller anden skriftlig eller mundlig samtykke, og Turpasset er kun gældende på dagen, hvor det er udleveret.

  15. KAN JEG ÆNDRE MIN ADRESSE ELLER DATA TIL MIT MEDLEMSKAB ONLINE?

    Desværre ikke på dette tidspunkt, men du er velkommen til at skrive til os på aarskort@tivoli.dk

  16. HVORDAN TAGER JEG LEDSAGERE MED I TIVOLI?

    Har du et Sølvkort, Pressekort eller Aktionærkort kan du dagligt medbringe én ledsager ved samlet adgang.

    Har du et Guldkort, VIP-kort eller Tivoli Erhvervsklubkort kan du dagligt medbringe fire ledsagere ved samlet adgang.

    Følgende gælder for adgang med ledsagere:

    • For hver enkelt ledsager, du inviterer med, skal du føre kortet igennem kortaflæseren ved indgangen. Det betyder, at hvis du har to ledsagere med, skal du føre igennem tre gange - én gang for dig selv og to gange for dine to ledsagere.
    • Det er dog kun muligt at invitere det antal ledsagere med, som dit årskort angiver. Du og ledsager(e) kan kun få adgang til Tivoli ved samlet entré, og du kan derfor ikke låne dit kort ud til dine ledsagere, hvis ikke du selv er med.

  17. KAN JEG OG EVT. LEDSAGERE FORLADE HAVEN OG KOMME TILBAGE SENERE?

    Du kan sagtens gå ud og ind af Haven, som du ønsker. Evt. ledsagere kan du kun medbringe uden beregning ved samlet entré én gang dagligt. Ønsker dine ledsagere at komme tilbage til Haven, skal de købe en ”re-entry” billet i Tivolis Servicecenter, inden de forlader Haven.

  18. JEG HAR EN AKTIE, FÅR JEG SÅ ET AKTIONÆRKORT?

    Du skal være i besiddelse af mindst hundrede aktier, som er navnenoterede og samlet i ét dansk depot, for at modtage et Aktionærkort. Læs mere om Aktionærkort.

    Har du spørgsmål vedrørende dit medlemskab, er du velkommen til at kontakte Tivoli Årskort på tlf. 7015 0666.