Pressemeddelelse: 03-09-2010
Tivoli afholder mesterskab i dans
Søndag d. 12. september vil næsten 1400 danseglade børn og unge pudse danseskoene, når de til Danseskolernes Dag i Tivoli skal optræde med en bred vifte af dansestilarter. Her skal udvalgte par også konkurrere om årets Tivoli Mesterskaber i dans på Plænen. Verdensmestre og europamester-deltagere vil her være blandt talenterne, når dansere fra hele Danmark svinger sig ud i hip hip, streetdance, disco, standard, latin, swing og jitterbug.
Dansefeberen blusser endnu en gang op, når landets danseskoler optræder til Danseskolernes Dag i Tivoli, hvor bl.a. den kendte danselærer fra "Vild med Dans", René Christensen, vil være dommer til Tivoli Mesterskabet i dans. René Christensen stod bl.a. for at oplære Anna David og Paula Larrain i tv-programmet, så mon ikke at han kan spotte talent, når han ser det. De unge dansere skal her konkurrere for at blive de bedste inden for standard, latin, disco duo, hiphop, swing og jitterbug.
Henning Christensen, formand for De Danske Danseskoler, siger:
"Vi glæder os rigtig meget til at vise alle vores forskellige stilarter inden for dans til Tivolis gæster. Det bliver ekstra spændende, at der samtidig afholdes Tivoli Mesterskab i dans, hvor vores deltagere helt sikkert vil danse på livet løs for at blive kåret som årets vinder"
Dans for alle
Til Tivoli Mesterskaberne skal par i seks forskellige stilarter konkurrere, hvor bl.a. hiphop-dansere kan opleves, som vandt seks priser ved verdensmesterskabet. Nogle af disco-danserne vil også vise, hvorfor de kom med i europamesterskabet. Hele dagen vil der derfor være shows for enhver smag, når de mange børn og unge viser, hvad de har øvet på igennem sæsonen.
Omfattende danseprogram
Danseskolernes Dag i Tivoli, der i år bliver afviklet for 5. gang i samarbejde med De Danske Danseskoler, kan opleves på Plænen kl. 12.00 + 13.00 + 14.00 + 15.00 + 16.00 samt Tivoli Mesterskaberne kl. 21.00 og på Pantomimeteatret kl. 12.30 + 13.30 + 14.30.
For kontaktoplysninger til danseskolerne eller yderligere spørgsmål kontakt: De Danske Danseskoler: Henning Christensen - admin@dedanskedanseskoler.dk, tlf. 40 32 90 34
eller pressemedarbejder i Tivoli, Maria Holst Poulsen, mhp@tivoli.dk, tlf. 22 72 05 15.
Med venlig hilsen
Maria Holst Poulsen,
Pressemedarbejder
HR & Kommunikation
Mob: +45 22 72 05 15
Email: mhp@tivoli.dk
