I dag ankom Den lille Havfrue i Tivoli
Der er vist ingen tvivl om, at Danmarks for tiden mest omtalte skulptur er Den lille Havfrue grundet hendes flytning og deltagelse i verdensudstillingen Expo 2010 i Kina. Men i dag, fredag, ankom hendes søster til Tivoli, hvor hun i sommersæsonen 2010 skal sidde i Tivoli-Søen.
Opmærksomheden var stor, da Den lille Havfrues søster nænsomt blev hejst ned fra flyttevognen og placeret på en tømmerflåde. Men det er heller ikke hver dag, at en verdensberømt havfrue på 150 kilo flytter ind i Tivoli. Den lille Havfrue er lavet af bronze og p.g.a. vægten, tog det lidt tid at få hende på plads. Den lille Havfrues søster blev fulgt ind i Haven af kunstnerens barnebarn, Alice Eriksen, som har haft skulpturen stående i stuen i mange år.
Den lille Havfrue kan stadig opleves i København
Nu skal der pusles lidt om det verdensberømte vartegn, inden Havens gæster kan se hende i Tivoli Søen fra åbningsdagen d. 15. april til og med 24. oktober, hvor søsteren vender tilbage fra Kina. Med Den lille Havfrues søsters ankomst til Tivoli har efterkommerne til kunstneren bag Den lille Havfrue sikret, at turisterne i København stadig kan opleve den verdensberømte skulptur i København, mens Havfruen fra Langelinie er på eventyr i Kina, hvor den deltager i verdensudstillingen Expo 2010.
Fakta
Den lille Havfrue er Danmarks mest berømte skulptur og har stået permanent på Langelinie i København siden 1913. Søsteren til Den lille Havfrue, som ikke før har været udstillet offentligt, placeres i Tivoli Søen med det berømte Rådhustårn og Færgekroen som baggrund. Kunstnerens efterkommere har udlånt deres familieeksemplar til Tivoli uden vederlag.
Vedlagte foto
Må udelukkende bruges i forbindelse med redaktionel omtale af Den Lille Havfrue i Tivoli 2010. Fotograf er Bjarke Ørsted
Fakta
Den lille Havfrue på Langelinie er en verdensberømt skulptur. Den illustrerer H.C. Andersens eventyr af samme navn. Den lille Havfrue var en gave til København, skænket af brygger Carl Jacobsen og udført af billedhuggeren Edvard Eriksen. Edvard Eriksen brugte sin kone, Eline Eriksen, som model.
Den lille Havfrue blev udstillet permanent på Langelinie den 23. august 1913, og hvert år bliver hun på sin fødselsdag besøgt af en række bikiniklædte havfruer, der springer i vandet til ære for hende.
Fra den 1. maj 2010 kan hun opleves på verdensudstillingen i Kina.
Læs mere på http://mermaidsculpture.dk
Vidste du det om Tivoli?
Siden Georg Carstensen i 1843 for første gang slog portene op for gæsterne til Tivoli i København i Danmark, har Haven udviklet sig til en femstjernet forlystelseshave med 26 kørende forlystelser, aktiviteter, boder, restauranter samt events, shows og koncerter af højeste niveau. Haven besøges af knap 4 millioner gæster hvert år.
Læs mere om Tivoli på www.tivoli.dk og download fotos under "Presse".
Med venlig hilsen
Tivoli
Torben Plank
Presseansvarlig
HR & Kommunikation
Tlf: 22 23 74 40
Mail: tpl@tivoli.dk
