Pressemeddelelse: 10-04-2010
Der sker altid noget i Tivoli
- Læs om udvalgte højdepunkter
Når Tivoli tager hul på sæson nr. 168 den 15. april byder Haven på 222 åbningsdage med nyheder og kærlige gensyn til mindre børn, teenagere og voksne. Rasmus Klumps Verden med over 40 aktiviteter for børn åbner 12 maj og bliver helt sikkert årets forlystelsesnyhed for børnene. Derudover flytter Den lille Havfrues søster ind i Haven, aktuelle danske og internationale musiknavne har fundet vej til Fredagsrock på Plænen og Haven byder også på nye mærkedage, Tivoli-Garden, opdaterede forlystelser og spisesteder for enhver smag.
Sidste år åbnede Tivoli den interaktive forlystelse Vertigo til vovehalsene, som med en fart på 100 km i timen er det tætteste, man kan komme på selv at styre en flyver. I år prioriteres de mindre børn, som kan se frem til, at Rasmus Klump, Skæg og Pingo flytter ind i Tivoli.
Rasmus Klumps Verden åbner 12. maj
Rasmus Klumps Verden åbner officielt 12. maj. Den nye verden er baseret på Rasmus Klumps verdensberømte historier. Det bliver et aktivitetsområde af en størrelse og kvalitet, som ikke er set før i Danmark. I det 1300 m2 store areal vil der være 40 aktiviteter, lige fra kravlerør i Pingonesien til skibet Mary, og rebstiger, der fører op til fyrtårnet. Der er fri adgang til Rasmus Klumps Verden, men området byder også på Pandekagehus og verdens første kørende Rasmus Klump forlystelse der lyder navnet Fyrtårnet med flyvende fortidsdyr.
Den lille Havfrue flytter ind
Selv om Den lille Havfrue forlader Danmark i april for at deltage på verdens-udstillingen Expo 2010 i Shanghai i Kina, kan alle fortsat opleve Havfruen i Danmark. Det sker i Tivoli, hvor en original søster til den internationalt kendte skulptur vil sidde i Tivoli Søen. Efterkommere af kunstneren bag den verdenskendte skulptur har vederlagsfrit stillet et familieeksemplar af Den lille Havfrue til rådighed, så alle fortsat kan se Havfruen i København, mens "søsteren" fra Langelinie er i Kina.
Fredagsrock og Jazzfestival
24 fredage inviterer Tivoli sine musikinteresserede gæster i år på Fredagsrock, der består af et miks af danske og internationale navne. Der bliver taget hul på årets Fredagsrockprogram den 16. april med Joey Moe + Burhan G og sidste koncert bliver den 24. september Med Michael Falch. Derudover lægger bl.a. Alphabeat, Spandau Ballet, Medina og Hej Matematik vejen forbi. Årets Jazzfestival i Tivoli foregår samtidigt med Copenhagen Jazzfestival, og løber af stabelen i Haven i perioden den 3. - 11. juli på udvalgte dage.
Koncertsalen
Årets program i Koncertsalen i Tivoli præsenterer eliten inden for klassisk musik, med Tivolis Symfoniorkester som hjørnestenen, foruden solide rock-navne. Blandt 2010-sæsonens klassiske navne er bl.a. tenoren Jonas Kaufmann, der sammen med Tivolis Symfoniorkester fejrer 100-året for Dr. Ingrids fødsel, og violinisterne Nicola Benedetti og Joshua Bell kommer også forbi. For årskortholdere er der fri entré til mange af Koncertsalens sommerkoncerter.
Glassalen fyldt med musik og humor
Glassalen, der traditionelt trækker mange gæster til Tivoli, byder i 2010 på solide shows. Viva Vivienne får premiere på sit "crazy one woman show" d. 17. april, og ikke mindst sommerens store satsning: Teaterkoncerten "Et solstrejf i en vandpyt", som handler legenderne Grethe og Jørgen Ingmann og har premiere den 16. april.
Oplevelser på toppen
I løbet af sommeren har Tivoli adskillige mærkedage, hvor gæsterne får en ekstra oplevelse på toppen af Tivoli besøget. Der bydes bl.a. på Streetfootball, Gospel Festival, udstilling af 100 Ducati motorcykler, veteranbiler, Pippi Langstrømpe, Folkedanse dage, Grønland i Tivoli og Musikskolernes Dage.
Tivoli i blomst
Tivoli vil i april og maj måned være tilplantet med omkring 80.000 tulipaner og ca. 25.000 bundplanter der matcher hinanden. Imellem tulipaner og bundplanter vil Påske- og Pinseliljer, Kejserkroner og perlehyacinter indgå som et kompliment i kompositionerne. Efter løgplanternes afblomstring vil Haven blive tilplantet med et miks af sommerblomster, stauder og græsser med skiftende blomstringstid henover sommeren. Sidste års succes med "Det spiselige bed" vil blive gentaget, således at Restaurant Herman og The Paul vil kunne byde Havens gæster på retter indeholdende såvel spiselige blomster som grøntsager og krydderurter.
Mad til alle
Tivoli har som altid et bredt udbud af spisesteder for enhver smag og pengepung. Det 110 år gamle kinesiske tårn, en af Havens mest berømte bygninger, får i år nyt koncept og en gennemgribende renovering. Gæsterne kommer til at opleve et pan-asiatisk spisekoncept, der bl.a. byder på sushi, wokretter og wagyukød. Det kinesiske Tårn forventes at åbne i juni måned. Haven frister også med alt fra 100 % økologiske hotdogs, til Michelinstjerne-restauranterne The Paul og Nimb Herman. Tivoli har over 40 spisesteder, og det er i øvrigt også tilladt at medbringe egen picnickurv i Haven.
Klasseoplevelser
Efter succes med Klima- og energidage, som i 2009 trak 12.500 skolebørn i Tivoli, øger Haven sine undervisningstilbud i 2010 med fysik undervisning for gymnasier og skoler samt natur og teknik læring for folkeskolens mellemtrin. Fra den 19. april kan elever fra 4. - 6. klasse komme i Tivoli, når Haven får premiere på læring, hvor udgangspunktet er menneskets sanser, vha. forlystelser i Tivoli. Her skal eleverne f.eks. finde svar på, hvordan tyngdekrafts påvirkninger føles i Rutschebanen, når man er blindet. Gymnasieelever og de store klasser kan til efteråret lære om fysik i Haven i en skala, de ikke før har oplevet.
Vidste du det om Tivoli?
Siden Georg Carstensen i 1843 for første gang slog portene op for gæsterne til Tivoli i København i Danmark har Haven udviklet sig til en femstjernet forlystelseshave med 26 kørende forlystelser, aktiviteter, boder, restauranter samt events, shows og koncerter på højeste niveau. Haven besøges af knap 4 millioner gæster hvert år. Antallet af åbningsdage for helt 2010 er i alt 222 dage fordelt på Sommersæsonen, Halloween samt Jul i Tivoli, der varer til og med den 30. december.
Følg i øvrigt med i, hvad der sker i Tivoli på www.tivoli.dk eller kontakt undertegnede
Med venlig hilsen / Best Regards
Torben Plank,
Presseansvarlig
HR & Kommunikation
Tel: +45 33 75 04 40
Mob: +45 22 23 74 40
Email: tpl@tivoli.dk
Web:
Tivoli A/S · Vesterbrogade 3 · Postboks 233 · DK-1630 København
