Pressemeddelelse 2010
Europas længste saltvandakvarium har åben i vinterferien
For første gang nogensinde holder Europas længste saltvandakvarium med mere end 1600 fisk i alle farver i Tivoli åben i vinterferien.
Børn og voksne kommer i ferien helt tæt på rokker, moræner og de tropiske fisk, som svømmer rundt i et stort koralrev. Der er fisk i alle størrelser og særligt den sorttippede revhaj, der solidt er placeret på top 10 listen over hajer som angriber mennesker er et syn værd. Ikke mindst når man som gæst står sikkert foran den 15. cm tykke glasvæg som adskiller gæsten fra de 270.000 liter vand og 1600 fisk i akvariet.
Musik og fisk
I forbindelse med besøget i akvariet vil gæsterne kunne opleve en særlig slags musik og lyde fra fiskene i akvariet. Det er Morten Holm Hansen, som har begået et undervandslydlandskab til Tivolis Akvarium. Han har siddet foran akvariet og komponeret musikken imens han så på fiskene, og alle de mærkelige tromme-skratte-smaske-klikkelyde er faktisk fiskene.
Populær fodring
Akvariet i Tivoli giver gæsterne en enestående mulighed for at opleve noget af den store rigdom af liv fra koralrevene. Der er fodring af fiskene hver dag kl. 13:00. Det store akvarium har til huse i Koncertsalen i Tivoli
Hvad:
Tivolis akvarium med mere end 1600 fisk
Hvor:
Koncertsalen i Tivoli
Tid:
Akvariets åbningstider den 13-21. februar 2010: Alle dage kl. 12-17.
Pris:
20 kr. pr. person (børn under 3 år er gratis).
Entreen til akvariet sker gennem wagamama restauranten i Tietgensgade 20.
Fakta om akvariet
Længde: 30 meter
Højde: 3 meter
Dybde: 3 meter
Liter vand: 270.000
Ruden: Akryl (15 cm tyk og 13,5 tons)
Antal fisk: 1.600
Antal koraller: 2.500
Med venlig hilsen
Tivoli,
Torben Plank
Presseansvarlig
HR & Kommunikation
Tlf: 22 23 74 40
Mail: tpl@tivoli.dk
