Dansk version English version Svensk version Norsk version German version

TIVOLI-GARDEN

Tivoli-Garden består af 102 drenge i alderen 8 – 15 år, fordelt på følgende afdelinger:
Musikkorpset består af 49 større drenge (træblæsere/messing- og slagtøj). Paradevirksomhed og koncerter.
Tambourkorpset består af 18 mindre drenge med marchtrommer og -fløjter. Paradevirksomhed og særarrangementer.
Fanevagten består af 22 drenge med officerer, fanebærer og menige. Paradevirksomhed og særarrangementer.
Guldkareten består af 5 drenge samt Prins og Prinsesse. Paradevirksomhed og særarrangementer.
Marine Artilleriet består af 8 større drenge. Paradevirksomhed og sejlads på Tivoli Søen.

Lidt historie

Tivoli-Garden blev oprettet som et vagtkorps på 30 drenge. I 1909 blev Musikkorpset dannet som et hornorkester, - og i 1928 blev der tilført træblæsere til besætningen. Den specialiserede musikundervisning på Tivoli-Gardens Musikskole blev grundlagt i 1962.

Programaktivitet i Tivoli

I Tivolis sommersæson er der gallaparader lørdage og søndage kl. 16.00 og kl. 17.30 samt onsdage kl. 16.00 og kl. 17.30 i højsæsonen. Musikkorpset har desuden koncert hver lørdag kl. 14.00. Under ”Halloween i Tivoli” i uge 42 er der parader dagligt kl. 13.10 og kl. 16.10, fordelt på 2 paradeteams i hver 5 dage. Tivolis Græskarband (8 medlemmer af Musikkorpset) spiller dagligt i tiden kl. 17.00 – 20.00, fordelt på 2 bands i hver 5 dage. Under ”Jul i Tivoli” er der parader onsdage kl. 17.30 og lørdage kl. 12.30. I lørdagsparaden medvirker Guldkareten. Tivolis Nisseband (8 medlemmer af Musikkorpset) spiller lørdage og søndage i tiden kl. 13.00 – 16.00.

Soloundervisning og prøver

Soloundervisningen finder sted året rundt, bortset fra skolernes ferieperioder. Lærerstaben består af 11 professionelle, udøvende musikere, - og undervisningen er gratis. Orkesterprøverne finder sted 2 – 3 gange ugentlig, og Tambourkorpset har 1 – 2 ugentlige undervisningsdage. Lørdag er normal undervisningsdag i vinterhalvåret for hele Tivoli-Garden i tiden kl. 09.00 – 12.00.

Optagelse i Tivoli-Garden

Den årlige optagelsesprøve til Musikskolen, for elever i alderen 7 – 10 år, finder sted primo juni måned, men der optages også større drenge på andre tidspunkter af året i forhold til Havens åbningstider. Der forudsættes bl.a. god opførsel og ordenssans. Drengene har mødepligt og hjemmene særlige forpligtigelser i forhold til sønnens engagement i Tivoli. Ansøgningsskema kan downloades på tivoli.dk eller rekvireres på tlf.: 3375 0455, hvor der samtidig kan gives yderligere oplysninger.

Tivoli-Gardens goodwill ambassadører, med fortid i garden

Nikolaj Lie Kaas, skuespiller
Jeppe Kaas, komponist, kapelmester og skuespiller
Chris Minh Doky, bassist
Uffe Savery, Safri Duo
Morten Friis, Safri Duo

Mission / Vision og sponsorering

“Tivoli-Gardens mission er at give Havens gæster en god og unik oplevelse med spektakulære scenerier og gallaparader, - samt koncerter af høj musikalsk standard.”
”Vi vil være en attraktiv og anerkendt garde og musikskole, - hvor tradition, kammeratskab og gensidig respekt vægtes højt.”
Bikubenfonden er sponsor for Tivoli-Garden.

Andre Tivoli sites:
Mine Genveje: