I samspillet mellem den bølgende glasvæg og de nye boulevardtræer vil der opstå en mangfoldighed af spændende rumforløb, og det vigtige hjørne mellem Bernstorffsgade og Vesterbrogade vil blive forsynet med iøjenfaldende, kurvede former. Glassets gennemsigtighed lader Tivolis livlighed og munterhed skinne igennem ud til gaden, og grønne tagterrasser vil trække Tivoli-oplevelsen helt ud mod byen på den øverste etage. Den nye bygnings beskedne højde – helt i overensstemmelse med Hovedindgangen og Nimb – bevarer Tivolis egen skala.