Tivolis grundplan
Tivolis grundplan er nøje gennemtænkt. Arealet er kun 82.717 m² og med ca. 3 mio. gæster på blot 5 måneder, må der nødvendigvis være lidt for enhver smag. Hertil kommer, at Tivoli, ifølge aftale med kommunen, er forpligtet til at bevare de gamle træer og hele det parklignende udtryk. Der skal med andre ord være meget på et ikke særlig stort areal.
Af samme grund er forlystelserne holdt adskilt fra haveanlæg og scener af en usynlig linie gennem Haven, der svarer til, at hjørnerne mod Tietgensgade/Bernstorffsgade (Det muntre Hjørne) og H.C. Andersens Boulevard udnyttes til forlystelser, mens strækningen langs Vesterbrogade, skrånende mod Koncertsalen, anvendes til forskellige haveanlæg med bænke, musikscener, børne- og pantomimeteater osv.
To steder åbner terrænet sig markant, nemlig på Plænen, hvor titusindevis af gæster kan samles til Fredagsrock og ved Tivoli Søen, der ikke blot vidner om grundens fortid som fæstningsanlæg, men også er med til at skabe ro og pladsfornemmelse i parken.
/Kort_der_sammenligner_1843_og_1915.jpg)
Kortet viser Tivoli som det så ud i 1843 sammelignet 1915.
