Dansk version English version Svensk version Norsk version German version

Anmelderne skrev... 

Svinedrengen 2009

"Dans og kys i svinestien", Berlingske Tidende – 5 stjerner
"Der er fuld knald på farverne i dronning Margrethes flot afstemte kostumer i Pantomimeteatrets nye eventyr-ballet »Svinedrengen« med gode og rappe sceneskift. Den nu fjerde og meget vellykkede H.C. Andersen-ballet, som trekløveret dronning Margrethe, Dinna Bjørn og James Price har skabt til Påfugleteatret i Tivoli. (...)

Fint og sjovt er samspillet mellem musik og koreografi i det fornøjelige divertissement, der indledes med wienervals i raffineret krinoline efterfulgt af sjov skotsk reel med den kejserlige overkok. Og så går det løs med menuet, italiensk tarantel og ungarsk czardas, inden prinsessen fører sig frem i spansk dans og forsøger at flirte sig til den magiske skralde."
Vibeke Wern, Berlingske Tidende den 19. juli 2009

"Svinedrengen opføres med masser af kys", Politiken – 5 hjerter
"Dronningen er med sin nu fjerde Andersenballet (efter 'Kærlighed i skarnkassen', 'Tommelise' og 'Fyrtøjet') på vej frem, præcis ligesom forestillingens transede, træskovalsende Amagermadamme med det storprikkede skørt har det med at rykke i front. Ikke til at stoppe, et herligt skue, men uden at stjæle billedet.
'Svinetøsen' rulles som forestilling i sig selv et festligt skridt frem for Pantomimeteatret."
Monna Dithmer, Politiken, 23. juli 2009

Fyrtøjet 2007 

”Al magt til de firbenede”, Politiken – 4 hjerter

”Skægt springer den lille vimsehvide fyr frem, efterfulgt af den lidt større Pluto-gule med flyveører og den store brune basse med (prins Henrik-) mave på og øjne, der kan poppe frem som små rundetårne. Akkurat så finurligt som i H.C. Andersens tekst. Og når soldaten, der til start er marcheret ud i det pastelfarvede sommerlandskab, klatrer op i heksens hule træ, havner han – ved hjælp af et gesvindt snoretræk – pludselig nede på bunden med alle hundene og deres propfulde pengekister (…)

Der er i det hele taget fest over feltet med en godt fortalt historie og lystige, velfungerende påfund fra både koreograf, scenograf og aktører – her ikke mindst Katri Siipola, Franklin de Simao og Kurt Bendtsen, det må være sin sag at få manøvreret rundt med de hundehoveder (…)

Fire poter til Pantomimen.”

Monna Dithmer, Politiken den 26. juli 2007

”Øjne så store som rundetårn”, Berlingske Tidende – 5 stjerner

”(…) en rigtig fin, fantasifuld og fornøjelig H.C. Andersen-ballet for hele familien, som trekløveret Dronning Margrethe, Dinna Bjørn og James Price har skabt som henholdsvis scenograf, koreograf og komponist (…)

Lige fra starten i »Fyrtøjet«, hvor soldaten kommer marcherende energisk ind på scenen, møder heksen og kravler ned i træet, er der god dynamik og effektfulde sæt- og sceneskift i balletten. Og sådan fortsætter det også, når vi senere kommer med både på Hotel Postgården og ind i de royale gemakker til prinsessens soveværelse, hvor Dronning Margrethe meget opfindsomt og pladsbesparende har designet prinsessens seng lodret (…)

Forestillingens scoop er de tre hoppende og dansende hunde, der både henter prinsessen om natten og er soldatens livreddere, da han til slut er ved at blive hængt. Kær er den mindste vævre, brunplettede pigehund med øjne så store som tekopper. Stærk og spændstig er den mellemste gule hanhund med øjne som møllehjul, der bortfører prinsessen på sin ryg. Men mest genial er gestaltningen af den største hund med øjne så store som Rundetårn, der popper op som det rene trylleri (…)”

Vibeke Wern, Berlingske Tidende 26. juli 2007

"Hundesjov i Tivoli", Weekendavisen

"Dronningen er i sit es med eventyrlig pop-up scenografi i "Fyrtøjet på Pantomimeteatret.

Påhitsomhederne er strøet som fornøjelige overraskelser gennem hele balletten. James Price har komponeret et farverigt partitur med soldatermarch, hundespjæt og -vralten, borgervals og hopsa, men også anslået poesien i soldatens længsel og et royalt brus i det forelskede pars pas de deux. Og Dinna bjørn har tilsvarende lydhørt sat trin til dansen (...)

Ja, der er virkelig gang i den i "Fyrtøjet" på Pantomimeteatret"

Majbritt Hjelmsbo, Weekendavisen 20. juli 2007

Andre Tivoli sites:
Mine Genveje: