Tycho Brahe (1546-1601)

Et af de store navne i dansk videnskabs historie, der grundlagde den moderne observerende astronomi.

Tycho Brahes mest betydningsfulde indsats var, at han indså, at fremskridt i astronomien forudsatte systematiske observationer nat efter nat, og at man behøvede instrumenter med den størst opnåelige nøjagtighed. At Tycho Brahe valgte astronomien som livsopgave, skyldes et ejendommeligt tilfælde: En aften i november 1572 iagttog han en ny, stærkt lysende stjerne i stjernebilledet Cassiopeia.

Da det siden oldtiden havde været en alment accepteret lære, at stjerneverdenen var uforanderlig, søgte andre iagttagere at bortforklare fænomenet ved at påstå, at det var et eller andet i jordens atmosfære. Dette modbeviste Tycho Brahe ved nøjagtige målinger, og han udgav i 1573 en bog herom, De nova stella. Herfra stammer betegnelsen en nova for en pludseligt opflammende stjerne. (I dag ved vi, at stjernen i 1572 var en supernova).

Tycho Brahe fastslog ud fra sine målinger, at solen måtte gå i en bane om jorden, da han ellers kunne måle, at stjernerne flyttede sig lidt hvert halve år. Ellers måtte de være uhyre langt væk, når han ikke kunne måle det. Han kunne måle et kvart lysår, og den nærmeste stjerne er fire lysår væk. I flere generationer kæmpede videnskabsfolk med at bevise, at Tycho Brahe havde uret, og først i 1828 lykkedes det.

Tycho Brahe var også hof-astrolog og har givet navn til begrebet en Tycho Brahes-dag, der betyder at alting går én imod. Desuden regnede han sig frem til, at der var fire særdeles heldige dage, nemlig 26. januar, 9. februar, 10. februar og 15. juni.