Pantomimeteatret
I 1843, da Tivoli for første gang slog portene op, stod Pantomimeteatret tæt ved indgangen på venstre side af hovedalléen, sådan som det gør i dag. Det første teater var, som alle Tivolis oprindelige bygninger, bygget af træ og bemalet lærred, og blev efter adskillige større vedligeholdelsesarbejder endelig udskiftet i 1874 med den teaterbygning vi har i dag.
Teatret blev dekoreret i kinesisk stil og Dahlerup havde undersøgt sagen nøje. Bl.a. havde han lånt billeder af kinesiske bygningsværker af en ingeniør, der havde været udstationeret i Østen. Påfugletæppet var dog ikke Dahlerups ide, men derimod Tivolis direktør, Bernhard Olsens. Det fortælles, at han i Paris havde set et vifteformet fortæppe, der "gik fra ved at gå ned", og den idé tog han med sig til Tivoli.
Der skal fem mand til at få påfuglen op og ned: To trækker hjørnerne, to folder halen og en kører fuglens krop ned i kælderen ved hjælp af et håndsving. De fem går derefter til andre opgaver. I alt findes 8 - 12 personer bag scenen, når forestillingen afvikles.
Læs mere om Pantomimeteatret Læs mere om pantomime i Danmark
