Dansk version English version
 

FAQ

Her svarene på nogle af de spørgsmål, vi tit bliver stillet.

Hvor får Tivoli nye forlystelser fra og hvad koster en ny forlystelse?

Tivoli køber nye forlystelser hos producenter der specialiserer sig på området. På themeparkdenmark.dk - et site om forlystelsesparker - finde der en god liste med links til flere producenter.
Nye forlystelser i Tivoli bliver altid redesignet, så de passer til Tivolis scenografi.
Man kan ikke sige noget generelt om, hvad en ny forlystelse koster, for det afhænger af omstændighederne. Dæmonen kostede 80 mio. kr. inklusive alt. Nautilus ligger på ca. 18 mio. kr. inklusive alt (indkøb, design, etablering, scenografering af omkringliggende areal etc.).

Link til themeparkdenmark.dk

Hvorfor hedder Tivoli Tivoli?

Georg Carstensen kaldte sin forlystelseshave for Tivoli & Vauxhall, da den åbnede i 1843. Begge navne var almindeligt anvendt til lignende etablissementer i Europas store byer. Vauxhall var en park i London og Tivoli havde Carstensen snuppet fra en forlystelseshave i Paris.

Tivoli er egentlig en landsby i nærheden af Italiens hovedstad, Rom. Her havde kejser Hadrian en sommervilla med meget smukke haveanlæg med mange vandfald.

1800-tallets forlystelseshave fik typisk navne som Bazaar, Jardin Turc eller Tivoli, - eksotisk klingende navne der ansporede fantasien og satte gæsterne i den rette stemning til at opleve de fremmedartede bygninger, musikken og de mageløse illusionsnumre, der var forlystelseshavernes attraktion.

Er det Bakkens eller Tivolis Pjerrot der er ældst?

Hverken Bakken eller Tivoli kan tage patent på Pjerrot eller de andre pantomimefigurer, for deres historie begynder længe før nogen havde tænkt på de to attraktioner i Danmark. Pantomimen nedstammer fra den italienske maske-komedie, commedia dell'arte.

Den nåede først Danmark for alvor i 1800, da familien Price fra England optrådte på Kildemarkedet i Jægersborg Dyrehave. Kildemarkedet var oprindeligt en kortvarig affære på tre uger omkring sankt hans, hvor man mente at Kirsten Piils kilde havde magisk kraft. Handlende og gøglere blev lokket til, og altså også Pjerrot og hans venner. Efter markedet drog gøglerne videre, men to familier, engelske Price og italienske Casorti, blev i Danmark nogle vintre og optrådte på Hofteatret på Christiansborg.

Fra disse to familier nedstammer Tivolis pantomimetradition. En tradition, der ikke har overlevet noget andet sted i verden. Ganske vist er Bakkens og Tivolis Pjerrot fætre, men de har udviklet sig i hver sin retning med Bakke-Pjerrot som gøgleren der spiser blår alt imens han snakker løs og Tivoli-Pjerrot der med trin og fakter gør livet besværligt for Kassander, Harlekin og Columbine bag påfuglehalen i Tivoli.

Er det rigtigt, at levende lopper har optrådt i Tivoli?

Ja, det er rigtigt. Loppecirkus var almindeligt som markedsgøgl gennem århundrede. Fra 1952 - 1965 genoptog man traditionen i Tivoli. Loppecirkus lå i Smøgen. I 1965 måtte det lukke på grund af mangel på artister; hygiejnen-standarden i Danmark var blevet så høj, at der ikke kunne skaffes lopper. Det er kun menneskelopper, der dur, og de lever kun i ca. tre uger. I stedet for Loppecirkus kom Musebyen, der blev nedlagt i 1974.

Hvad er Tivolis vision, mission og mål?

Tivolis mission: Vi vil betage vores gæster

Tivolis vision: Vi vil være et førende, internationalt oplevelsesbrand

Mål: Et ambitiøst vækstmål - et markant løft i service og kvalitet - vækst i gæsteantal - et endnu stærkere brand. 


Tivoli, Salgsafdelingen - Vesterbrogade 3 - Postboks 233 DK-1630 København V - (+45) 33 75 02 47
Tivoli Salgsafdeling

Åbningstider: Mandag-fredag 9-16

Telefon: 33 75 02 47